|
Oldefar Niels Nielsen Estrup blev født
i Estrup ved Øster Hornum. Han tog sin lærereksamen på Snedsted
Seminarium og kom her til Svenstrup fra en større gård ved Solbjerg i Østhimmerland,
hvor han havde haft en stilling som privatlærer. Her traf han en lille
pige ved navn Nicoline Kristine Barclay, men de giftede sig, og hun kom
til at hedde Estrup. Hun var født i København, men hendes bedstefar var
indvandret fra Polen.
Vi
skriver 1848, og denne familie er kommet til Svenstrup, hvor Estrup skal
tiltræde stillingen som lærer og kirkesanger. Med sig derovre fra har
han foruden sin kone tre børn, og de var således blevet til en ret
anselig familie. I en bog, skrevet af pastor Estrups barnebarn, fortælles
der om det liv denne familie kommer til at leve her i Svenstrup Skole ved
Mølledammen. Der fortælles om dagligdagen i skolen, om hvordan de unge får
tiden til at gå. Det er jo ikke leg det hele, for der er jo landbrug til
skolen, og der må ind imellem være brug for, at Estrup får hjælp for
at kunne passe både skolen, kirken og landbruget. Livet i skolen i det
daglige er præget af gammeldags gudsfrygt, som det hedder i bogen, og
dagligdagen var præget af stor sparsommelighed. Det må derfor have
kostet mange og meget alvorlige overvejelser, da man bestemte sig for at
sende to af børnene til København for at læse til lærere.
Når det siges, at levevilkårene
var meget små i hjemmet, var det ikke noget specielt for det hjem, men
gjaldt for mange hjem på den tid. Der var ikke mange kontanter at arbejde
med, og indstillingen i befolkningen var til sparsommelighed og i nogle
tilfælde ud over alle grænser. Jeg tror nok at kunne sige, at der
generelt fra befolkningens side ikke var den store forståelse for skolen
og dens arbejde med børnene. Det var vel en opfattelse af, at ungerne
kunne gøre betydelig mere gavn ved at hjælpe til med arbejdet derhjemme
end ved at sidde der på skolebænken og drive den af, for hvad skulle det
vel nytte, om man lærte at læse, hvis man ikke fik lært at arbejde.
Som før
fortalt var der landbrug til embedet. Jeg mener, det blev kaldt for
Degnelodden, og som sagt så medførte det selvfølgelig også, at børnene
ind imellem måtte række en hjælpende hånd, og én af de ting, som de måtte
hjælpe med var vogterarbejde. Man skulle vogte de kreaturer, der gik løse
på markerne, for det var ikke almindeligt med indhegnede arealer dengang,
hvorfor det var nødvendigt, at nogen så efter, at de lede bæster ikke
forvildede sig ind på naboens marker – og for den sags skyld da heller
ikke ind på deres egne tilsåede marker.
Mølledammen
var en yndet tumleplads for alle borgerne. Der var altid nogle, som rørte
sig hernede. Der var liv overalt, og der var mange gøremål i gang døgnet
rundt, for det er værd at huske på, at på den tid var dammen meget større,
end vi kender den i dag. I oldefars tid boltrede de unge sig i og om den,
og det er sikkert ikke meget forkert at sige, at den har været for dem,
hvad friluftsbadene blev for senere tiders ungdom. De har i stor udstrækning
brugt den som en dejlig tumleplads. De har badet og svømmet, de har
fisket og sejlet i den om sommeren og om vinteren, når isen kunne bære,
løbet på skøjter. I bogen af pastor Estrup fortælles der om noget helt
andet. Nogle af de unge havde fundet ud af, at man ved at vade ud i vandet
kunne skære sig et stykke af en Kalmusrod. Når man tyggede på det, fik
man dejlige drømmeagtige impulser –man kunne blive så dejlig høj og
opstemt. Det lyder næsten, som om man også dengang har haft tilbøjeligheder,
der ligner, hvad vi forstår ved brugen af narkotika.
Oldefar
har været en meget travl mand, der har haft nok at se til, for han skulle
jo foruden skolen også passe kirken, og han havde desuden sin degnelod,
som han skulle se at få så meget ud af som muligt, for det var jo på en
måde en del af hans løn. Og når jeg har set på de gamle folketællingslister,
ser jeg, at det er oldefar, der har ført dem. Der findes også et meget
omfattende skriveri, som han har begået,- nærmest ført som en slags
dagbog. Det drejer sig bl.a. om et væld af opskrifter på medicin og
behandling af mange og forskellige sygdomme ikke blot hos mennesker, men
også lidelser hos dyr er omtalt heri, så meget ja, at man ikke kan lade
være med at spekulere på, om han også ved siden af alt det andet også
har fungeret som en slags klog mand. Ja hvem ved.
Om
oldemor fortælles det, at hun var meget lille, så lille, at hun kunne stå
under sin mands arm, og så føjes det endda til: ”Vel at mærke, når
han sad ned.” Noget andet er, at hun tilsyneladende har været en lille
både kvik og ilter kone. Det kan man godt få indtryk af fra bogen af
pastor Estrup. På et eller andet tidspunkt i 1864 var de tyske tropper nået
til Svenstrup, og nogle af dem blev indkvarterede i skolen, hvor der blev
bredt halm ud i skolestuen, for at de kunne ligge der. Jeg kan ikke vide
meget om, hvordan familien Estrup modtog disse fremmede, men det skulle jo
gå, og det har det sikkert også gjort med rimelighed. Men en dag fik
oldemor øje på, at en af dem var i færd med at plukke en af hendes høns,
som var stjålet i hendes hønsehus. Se det var lidt for meget af det gode
for den lille fru Estrup. Hun greb sin stegepande, og efter tyskerne gik
det nu, så de glemte alt om at plukke flere af oldemors høns.
På den
tid, hvor familien flyttede her til Svenstrup, skete der nogle meget store
ting, som skulle få betydning for hele den demokratiske udvikling i
Danmark. Der havde i nogle år været arbejdet med at få indført en
grundlov for kongeriget Danmark, og én af de personer, der var med i
disse forberedelser var Grundtvig, og fra seminarietiden var Estrup meget
optaget af Grundtvigs tanker, så disse begivenheder må have optaget
oldefar meget. En anden ting, der skete,- ganske vist meget senere –
var, at den jyske længdebane mellem Randers og Aalborg blev gennemført i
1869, og det førte med sig, at Svenstrup måtte se sig forandret fra at være
en lille landsby til at blive stationsby med alt, hvad dette indebærer af
forandringer. Bl.a. skete der jo en forskydning af befolkningsunderlaget.
Der kom flere tjenestemænd, og det har sikkert ikke varet længe inden de
begyndte at sætte deres præg på livet i det lille bysamfund. Ganske
vist blev det ikke lige med det samme, at man fik station i byen, men de
store anlægsarbejder, der har været i gang for at få etableret banen,
har sat sit præg på byen. Der kom nye tanker og nye meninger om så
mange ting, og de har ikke sådan uden videre ladet sig feje tilside.
Nu havde det lille samfund gennem
århundreder vænnet sig til, at det var dem selv, der tog bestemmelser om
alt, dem selv, der fastsatte normerne, og nu pludselig kom alle disse nye
masende og ville være med til at sætte deres præg på alting. Oldefar
har vel været omkring 60 år og har haft 15 år igen af sin tjenestetid,
og mon ikke det for ham har været en svær pille at sluge. Det har
sikkert været lettere for børnene at tage mod alt dette nye. Bedstefar,
Victor Andreas Estrup , der var født i 1849 må have været i sit tyvende
år.
Oldefar døde 1888 og blev begravet
på Svenstrup Kirkegård og senere også oldemor ved siden af sin mand.
Men i modsætning til ham kom der ingen smukke mindeord på hendes grav,
nej ikke en gang en gravsten eller blot hendes navn på sin mands
gravsten. Hvorfor dog – jeg forstår det ikke.
Som
før fortalt var Victor Andreas Estrup min bedstefar. Jeg må regne med,
at Victor har haft én eller flere pladser i sin voksentid, og han har måske
endda været uden for sin hjemegn. Men uanset om bedstefar har været uden
for hjemegnen eller ej, så var det dog hjemegnen, der trak, da han skulle
etablere sig som landmand og vælge en plads til det landbrug, der skulle
blive hans families hjem gennem mange år, og som skulle blive min mors fødehjem.
Han købte den vestligste ejendom på byens hovedgade, nuværende
Skolevej, og huset ligger stadig der, hvor han købte det på adressen
Svenstrup Skolevej 24. Men vejen fortsatte ikke længere end til Estrups
ejendom, hvor den svingede brat mod syd over til Godthåbsvej. Bedstefar købte
de tolv tønder land fra degnelodden, da dette begreb blev afskaffet, for
at lægge dem til hans egen ejendom. Det var jo hans far, der hidtil havde
drevet denne jord, og han havde også selv taget sin tørn dér på lige
fod med alle sine søskende. Hvis jeg skal beskrive, hvor hans jord har været
beliggende, kan jeg gøre det ved at sige, at stort set al den jord, der lå
i området mellem Gulbækken i nord og Godthåbsvej i syd, nuværende Bøgemarksvej
i øst og den gamle Vestermøllevej i vest,- altså stort set de arealer,
hvor den gamle skole, idrætshallen og al byggeriet på nordsiden af Godthåbsvej
er bygget på hans arealer.
Andreas
Estrup var en meget ivrig venstremand. Jeg ved da, at far fortalte, at
efter han havde bekendt sig som socialdemokrat, blev han angrebet så
heftigt af bedstefar, at far var nødt til at indstille enhver diskussion
med ham, hvis han ville opretholde det gode familieforhold, og det ville
far selvsagt.
Der er en historie, der godt kan
fortælle en del om, hvor ivrig bedstefar kunne blive, og noget om, at han
også var i besiddelse af en god portion dansk humor. Det var i provisorieårene,
som tiden i de sidste år af 1800-tallet blev kaldt, fordi statsminister
Estrup forsøgte at styre landet ved provisoriske love. Det førte til
megen uro og mange optøjer i protest mod Estrups regime, og der blev
oprettet et korps af gendarmer, hvis opgave det var at overvåge møder
rundt om i landet. Der blev givet udtryk for uviljen mod styret på mange
måder og ofte skulle der kun en lille gnist til for at tænde op under
uroen. En historie fra den tid fortæller, at der var kommet en vestjysk
kutter ind i havnen i København, og medens de var ved at losse deres
fisk, hørte man på kajen, at der var én, der råbte til mandskabet:
”Nier mæ æ strop”, og det blev øjeblikkelig opfattet som ”Ned med
Estrup” – et nyt slagord, anvendt ved alle demonstrationer.
Der var blevet indkaldt til et
eller andet møde på kroen, og som sædvanlig var de forhadte blå
gendarmer mødt op. Jeg mener, at bedstefar dengang var kendt for ikke at
kunne overvære et sådant møde, uden han skulle op for at give sin
mening til kende, og i dette tilfælde også for at kunne få sagt lidt om
Estrup. Efterhånden nærmede taletidens slutning sig, og nu var det ved
at haste, hvis han skulle have det ud, og det blev så til, at han, idet
han trådte ned fra talerstolen,sagde:”Nå nu er det vist på tide, at
jeg siger ned med Estrup”. Og han var dårligt kommet ned før
gendarmerne var der og greb fat i ham, og han havde sit besvær med at
overbevise dem om, at han havde ment, at det var på tide, at han stod ned
fra talerstolen, og at han hed Estrup.
I året 1900 kom min
far til Svenstrup for at overtage en stilling som portør ved D.S.B. med
tjenestested ved Svenstrup Station. Den jyske længdebane var jo blevet
bygget færdig til Aalborg, men man mente, at
landsbyen var for lille til at kunne bære en station, og derfor kom den først
omkring 1877
Samtidig
med at far kom, fik vi endnu en bane, idet privatbanen over Nibe til Års
åbnede, og til at begynde med var Svenstrup endestation for denne bane.
Jeg tror, stationsbyen var så ung, at beboerne knapt havde vænnet sig
til denne tilstand. Nu havde det gennem århundreder været den lokale
bondebefolkning, der fastsatte de normer, der skulle være gældende, og
det havde været dem, der på deres egne betingelser havde stået for det
lokale styre. Nu var der så med denne bane kommet et helt nyt element ind
i bybilledet, der efterhånden blev præget af disse fremmede,- nogle
tjenestemænd, nogle flere handlende og såmænd også flere almindelige
arbejdere, og det kunne såmænd være svært nok at indstille sig på, at
alle disse nye nu kom og kilede sig ind her mellem de gamle beboere. Nu
kom der endnu en ny bane, og så skulle det da ikke undre, om der ikke også
kom endnu flere af disse fremmede. Men der måtte da være en grænse for,
hvor megen magt, de skulle komme her og tilrane sig.
Og far
var en af disse nye, der kom her til byen. Og hvad så? Jo han var såmænd
da en rigtig nydelig ung mand, og han kunne vel ikke være meget værre
end de andre, der var kommet til gennem de seneste år. Men set med
Estrups øjne kunne det nu nok blive lidt for meget af det gode, og især
da ham den nye nu også begyndte at se efter hans lille Johanne Elfrida.
Og helt galt blev det, da han havde kigget så meget efter hende, at de
var nødt til at blive gift. Bryllupsdagen blev den 8. marts 1902 og den
12. september fødte mor sin førstefødte, der kom til at hedde Å
ge
Peder Estrup Bødker. Jo da, vist nåede de det, og så skulle alt vel være
i bedste orden. Men Andreas Estrup kunne nu nok finde noget at hænge sin
hat på i forhold til sin svigersøn, for der var efterhånden ved at vise
sig nogle tegn på, at han var socialdemokrat. Af samme grund lå der til
Niels Bødker i en god mening fra bedstefar, og han sparede ikke på
krudtet i sine meget skarpe udfald mod far, og det skete på en så
direkte måde, at far følte, han måtte vige udenom, når det trak op til
en af disse skarpe konfrontationer, for som far sagde:”Det var jeg
simpelthen nødt til, hvis jeg ville have fredelige forhold i familien.”
I de første
år boede de i forskellige små lejligheder rundt om i byen bl.a. en tid i
Ørgravhus, men de forsøgte sig også som ledvogtere. Mor fik til opgave
at sørge for, at leddene altid var lukket i god tid, før toget ankom. På
den måde tjente mor en lille skilling til hjælp for hjemmets økonomi,
og samtidig havde de sikret sig en lejlighed i det ledvogterhus, der hørte
med til stillingen, så de slap for at skulle flytte alt for ofte. Men de
kom nu alligevel til at skifte adressen ud og vel nok lidt hurtigere end
ventet, for der skete nemlig noget med et spand løbske heste, der så
stort på om leddene var lukkede. De for lige durk igennem dem med det
resultat, at de blev påkørte af toget, og den ene af dem måtte aflives.
Det gik mor meget nær på. Hun kunne ikke glemme det uhyggelige i
episoden og kunne ikke lade være med at tænke på, om det nu havde været
et af hendes børn, der var sket noget med. Hun blev nødt til at opgive
jobbet, og de måtte igen ty til de små lejligheder. Men den tilstand kan
ikke have varet særlig længe, før man fandt på en bedre måde at klare
boligproblemet på. Far købte nemlig en grund af sin svigerfar Andreas
Estrup, hvor han byggede det hus, som stadig ligger på Bøgemarksvej 7.
Man var ved at være godt trætte af at flytte rundt i små lejligheder,
og børneflokken voksede støt og roligt.
Der er
ingen tvivl om, at familien havde en dejlig tid i huset på Bøgemarksvej,
men efterhånden var der jo ved at blive noget, der lignede trængsel. Med
en familie på to voksne og ni børn var alt da vistnok optaget, og der er
heller ingen tvivl om, at det også kneb med økonomien. Og så var det,
at han fik øje på den lille landejendom derude syd i byen mellem
Hobrovej og Svenstrupgård. Her var der godt 7 tdr. land til, og der kunne
blive noget både for fars og børnenes virketrang, og efter nogle
forhandlinger med den hidtidige ejer, Jens Sørensen, blev der
underskrevet en aftale om overtagelse af ejendommen den 5. oktober 1916,
og allerede den 13. januar 1917 flyttede familien derud, og så var far
blevet jordbesidder.
Jeg kan levende forestille mig, at
denne handel var en nødvendighed. For det første vil man kunne forstå,
at børneantallet fortæller noget om, at der var trængsel nærmest
udover det rimelige, og samtidig var det gået sådan, at tjenestemændenes
lønninger var kommet til at stå i stampe, fordi der under alle krigsårene
ikke var foretaget nogen form for regulering trods prisernes himmelflugt.
Far var en habil havemand, men nu
skulle han jo til at omsætte sine evner til at slås med jorden til et større
format, og jeg mener at kunne sige med rimelig sikkerhed, at det klarede
han i fin stil. Jeg kan huske, at han foruden de to heste, der jo var nødvendige
for at få jorden ordentlig bearbejdet, havde 7 køer og to stier fulde af
grise, og det kan da vist godt siges at være flot på en så lille
ejendom. Men så skulle der også passes godt på for at få alt med, og
her kan jeg huske, at jeg meget ofte så far eller en af drengene ude på
Hobrovej med trillebøren og leen, hvor man så gik på grøfteskråningerne
for at slå græs. Det drøjede da altid noget på høet derude på
marken.
Vi var blevet landbobørn, og det
viste sig, at der var mange ting, der ændrede sig, og vi måtte prøve at
tilpasse os alt det nye. Der var menneskeligt materiale nok til at fylde
det nye hjem, men det kunne altså ikke klare det, for der var endnu tre
som så fik deres fødehjem derude på Hobrovej.
Så var ikke blot reden, men også
dusinet fuld.
Det er
næsten selvindlysende, hvad mors rolle måtte være i et hjem af den
beskaffenhed, som vort hjem var. Hendes arbejde i hjemmet har vel ikke
adskilt sig meget fra andre husmødres arbejde på den tid, men alligevel:
det store børnetal og det lille landbrug taget i betragtning, så må der
have været nogen forskel alligevel. Det vil i dag være næsten umuligt
at forestille sig, hvor meget og hvor alsidigt et arbejde mor har haft
dengang. Hun har været – sagt i bedste betydning – hjemme-
gående husmor med alt hvad det
indebar netop i en tid, hvor så meget som muligt måtte laves i hjemmet,
hvilket så igen vil sige, at langt det meste skulle udføres af moderen
selv. Det er vel heller ikke helt galt at betegne hende som værende
hjemmemor, eftersom der ikke var anden børnepasningsmulighed end den, hun
kunne få af de lidt større børn, men de var ikke altid ledige. Enten
skulle de passe deres skole eller passe det arbejde,de havde påtaget sig
for at tjene lidt skillinger. Når de blev så store, at de kunne være en
rigtig god hjælp, så hændte det, at nogle af dem skulle ud for at lære
noget.
I mors job lå også det, at hun
skulle passe både have og høns og tillige også stå for malkningen, for
dybest set betragtedes disse funktioner som en del af husholdningen, i
hvert fald en ret nødvendig del alene for at få økonomien til at hænge
sammen. Sådan en flok ved bordet kunne selvsagt omsætte mængder af gode
grøntsager af mange slags, og både mælk og æg var velkomne
ingredienser i hverdagens kost.
Far
kunne sagtens få brug for drengenes arbejde, og mor måtte trække på
den hjælp, som pigerne kunne yde derinde. Der var jo mange ting til dem
at tage fat på, og det gjaldt for dem som for drengene, at de lærte,
hvordan tingene skulle udføres og forberedte sig derved til arbejdet, når
de engang skulle til at arbejde for fremmede, men da også til når de
engang selv skulle være husmødre og selv stå for husholdningen. Og det
var et held for drengene, at også de havde noget at rive i, så de på
den måde kunne blive forberedt til det arbejdsmarked, de i deres
voksenliv ikke kunne komme uden om. Det var da ikke dumt at hjælpe til
derhjemme. Vi fik jo samtidig indblik i, at tingene ikke kom af sig selv,
men at der måtte arbejdes for at få de ting, man gerne ville have. Hvor
var det dog dejligt at smage mors vel tillavede mad, men mor havde måttet
arbejde for at få det sat på bordet, og drengene havde da også i nogen
grad været med til det, for de havde hjulpet far med at høste og røgte,
alt sammen nødvendige gøremål for at få maden på bordet.
Og der måtte arbejdes med tingene,
for selvom fars løn som portør var grundlaget for familiens underhold, så
skulle der alligevel arbejdes med landeriet. Havde han ikke forstået at få
noget ud af den arbejdskraft, vi drenge havde, så kunne det sikkert have
knebet for ham at klare det hele.
Vi
er nået frem til året 1921, og nu blev det så min tur til at begynde
min skoletilværelse. Jeg følte det som en meget stor forandring i min
dagligdag, for selvom vi var mange søskende, så var det ikke sådan, at
vi var særlig mange hjemme på samme tid. Året var altså 1921, da jeg
skulle starte dernede i pogeskolen hos frøken Sørensen, som hun blev
kaldt til daglig. Jeg mener at kunne huske, at det første indtryk jeg fik
af hende, var at jeg anså hende for at være gammel, ja vel nærmst en
olding, som jeg nu skulle til at gå i skole hos. Hun virkede i hele sin
fremtoning meget tung. Jeg ved ikke, hvilke kvalifikationer frøken Sørensen
havde for at kunne bestride den stilling hun her var ansat til i de to
mindste klassers skoleforløb, men jeg ved, at der herskede noget, der
lignede en krigstilstand mellem hende og førstelærer Østergaard. Årsagen
hertil mener jeg var den, at frøkenen havde tillagt sig sin helt egen måde
at lære børnene læsningens kunst. Det var sikkert ikke så mærkeligt,
at han gjorde nogle forsøg på at få hendes undervisning ændret, for
den var meget omstændelig. Det er muligt at førstelærer Østergaard
foruden at have haft faglig ret også har følt, at det kunne da blot
mangle om ikke lærerinden kunne rette sig efter førstelærerens mening,
han var da lederen. Men hun var stædig, så mon ikke vi havde den dårligst
tænkelige situation.
Efter
forskolen skulle vi til at gå i skole hos to lærere, og nu skulle de til
at vænne os fra den læseteknik, som vi havde lært i pogeskolen, og som
Østergaard havde kritiseret hende så stærkt for. Jeg kan levende
forestille mig, at han har sendt hende nogle ikke særlig venlige tanker,
alt imens han har svedt for at få os vænnet fra vores hæslige læsen,
for at få os på ret køl, hvad læsefærdighed angår, og jeg mener at
kunne sige, at han fik lært os et rimeligt godt dansk. Men jeg har i
hvert fald senere opdaget, at det var en meget stor fejl, at vi aldrig
blev gjort frie i sproget. Vi fik højst lov til at referere et af læreren
oplæst stykke, aldrig en egentlig stil og da slet ikke nogen form for
fristil, og det har jeg savnet meget. Der blev ikke givet os mange
muligheder for eller lyst til at udnytte sproget fuldt ud, og det var
synd, men jeg kan ikke gøre andet, end udtrykke håbet om, at man gør
det bedre i dagens skole.
Jeg kan bestemt ikke påstå, at
skoletiden for mig har stået som nogen glad tid. Jeg vil snarere sige tvært
imod, og skal jeg nu så mange år efter prøve at tegne et billede af den
tid og tilmed sætte farve på, så må det bestemt blive den grå farve,
der bliver den altoverskyggende. Jeg savnede under hele skoleforløbet den
animation, som jeg mener er så afgørende for at fremme elevernes lyst
til at gøre noget ud af deres forberedelse og indøvelse, der er nødvendig
for et godt undervisningsresultat. For mit vedkommende kunne jeg nok finde
ting både i Danmarkshistorien og Bibelshistorien, men også i læsebogens
små læsestykker kunne jeg finde ting, som kunne fange min interesse. Jeg
må dog indrømme, at der var et lille bitte lyspunkt, hvor jeg blev
rigtig glad. Det var ved en af de såkaldte
årlige eksaminer, som jo egentlig slet ikke var nogen eksamen, men slet
og ret en årsprøve, hvor skolekommissionen mødte med den stedlige præst
i spidsen som den, der skulle foretage
overhøringen. Den dag jeg har i tankerne var det den stedlige præst
Konrad Hansen, der forestod høringen. Selvom han sikkert nok fulgte et
bestemt program var det mit indtryk, at han vel gik lidt videre og kunne
finde på at stille spørgsmål, som lå lidt uden for programmet. Et sådant
spørgsmål stangede han så ud til os, idet han spurgte: Hvilken farve
har en flintesten? Der var stille i skolestuen, og det varede noget, inden
jeg bekvemmede mig til at liste hånden i vejret og fik svaret, at en
flintesten kan være både sort, brun, gul og rød og måske også grøn.
Den kan have rigtig mange farver, hvis man ser godt efter. Og jeg er ved
at tro, at det er første gang overhovedet, at jeg fik ros i skolen, og
han fortalte mig endda, at jeg var en god naturiagttager.
Det
varede ikke længe, før far begyndte at gøre sig gældende i det
politiske, idet han i 1907 blev medstifter af den socialdemokratiske vælgerforening
her i byen og blev valgt som foreningens første formand. Hvor stærkt han
gik ind i dette arbejde, ved jeg ikke rigtig, men i hvert fald varede det
heller ikke længe, inden der igen blev valgt ny formand. Jeg har lidt svært
ved at afgøre, om det skyldtes ineffektivitet eller om der skulle være
andre årsager. Når man læser i de gamle protokoller, ses det nemt, at
der ikke har været store aktiviteter i gang i de første år. Det kan
virke lidt mærkeligt, for han forblev da at være aktivt medlem, og jeg
kan huske, at han igen først i trediverne blev valgt til formand for en
kortere periode. Han har sikkert også været medlem af
Husmandsforeningen, for i 1917 blev han opstillet af denne forening og
sammen med to andre valgt ind i Ellidshøj-Svenstrup Sogneråd. De var
alle medlemmer af Socialdemokratiet og af Husmandsforeningen. Én af dem
var husmand Anton Poulsen fra Ellidshøj og en anden hed Niels Peter
Christensen og havde et lille husmandssted ude på Svenstrup Mark. Ham kom
far til at arbejde meget nært sammen med i og om sognerådet. Af samme
grund kom han meget i mit hjem. De samme tre blev genvalgt i 1921, men
denne gang valgtes de på en socialdemokratisk liste, og det har sikkert
givet noget af et gib i de borgere, der hidtil havde været ene om at
bestemme alt i det kommunale styre, og nu var der så pludselig valgt tre
socialdemokrater, der også ville have et ord at sige og blande sig i alt,
der skulle tages bestemmelse om i det høje råd. Men har jeg forstået
det ret, så fik de hurtigt lært, at disse nye folk var parat til at
samarbejde, og det var da også af værdi for de nye, at der i rådet sad
én, der af politisk observans var radikal, nemlig provst Konrad Hansen.
Ét af de nye medlemmer af
sognerådet hed Niels Peter Christensen, og han var husmand med sin
ejendom liggende syd for Svenstrup. Når han skulle til Svenstrup for at
handle kom han lige forbi mit hjem. Jeg husker Niels Peter som en lille
energisk udseende mand, der ofte havde et ærinde indenom hos Bødker, når
han alligevel kom den vej. Når det var ved at være ved den tid, hvor der
skulle afholdes et møde i sognerådet, og dagsordenen var ankommet, så
var det sikkert, at det var en af de dage, hvor Niels Peter skulle et smut
indenom hos Bødker, for nu skulle denne dagsorden diskuteres, og jeg kan
roligt sige, at den blev endevendt. Det kan nok være, at Niels Peter gik
til den, og han havde tillagt sig sin egen lidt specielle strategi. Den
gik vel nærmest ud på at pumpe så meget som muligt ud af far angående
hans viden om dagsordenens punkter, og fremgangsmåden var den enkle, at når
far havde sagt sin mening, gik Niels Peter direkte imod ham, og på den måde
fik de alt belyst. Men når de så kom til mødet, hvor sagerne skulle
behandles, så var der ikke noget i vejen med enigheden, for han havde fået
alle de oplysninger, han mente at have brug for til at kunne tage stilling
til sagerne og for at kunne deltage i debatten.
Det var ikke blot forud for sognerådsmøderne,
at de to måtte igennem disse store debatter. Også ved møderne i vælgerforeningen
kunne bølgerne komme til at gå højt. Det var i særlig grad ved de møder,
hvor far skulle fortælle noget om arbejdet i sognerådet. Når de to
skulle fremlægge deres synspunkter på hvad der var sket, så skete det
igen, som på formøderne derhjemme: Niels Peter gik imod næsten alt,
hvad far sagde, og formålet var det samme: han ville have mest muligt ud
af sådan et møde. Han havde vel erfaret, at ën af de ting, far var god
til, var at læse en lovtekst og rimelig god til at fortolke den. Det var
da om at udnytte sådan en mulighed, men når de så fulgtes ad hjem, så
kunne det hænde, at far fik et puf i siden af Niels Peters krumme arm, og
så kom bemærkningen: ”Det var skisme et bette godt møde, hva”.
Da far
var blevet medlem af sognerådet, blev han valgt til formand for
Socialudvalget, og jeg mener, det var et arbejde, han gik stærkt op i, og
han opnåede meget gode resultater til fordel for dem, der skulle nyde
godt af de ydelser, udvalget skulle stå for at uddele. Således har jeg hørt,
at man i 1922 indførte en ny
lov om aldersrente i stedet for den gamle lov om alderdomsunder-
støttelse. Den stammede helt
tilbage fra 1891. Efter denne lov havde der været et vist frit skøn for
dem der skulle administrere den til at fastsætte udbetalingerne til
modtagerne, medens den nye lov fastsatte helt bestemte regler for, hvad
der måtte udbetales. Da man så her skulle til at arbejde efter de nye
regler, gik det sådan, at man måtte til at nedsætte de takster,
hvorefter de gamle skulle have deres aldersrente udbetalt. Man havde skønnet
højere end de nye regler tillod. Man havde simpelthen, efterhånden som
man kunne opnå flertal, forhøjet skønnet, og nu kom bagslaget. Far
fortalte ofte om, at det var det værste, han havde oplevet i det
kommunale arbejde, og at han var lige ved at føle det som værende et
personligt nederlag.
Mon ikke jeg godt kan sige, at mor
også i stor udstrækning var med i det arbejde, som far blev pålagt som
formand for Socialudvalget. Der var jo intet kontor af nogen slags og
heller ikke nogen ansat til at udføre det nødvendige arbejde. Derfor
blev de allerfleste forretninger udført i de respektive hjem, og da far
ikke altid kunne være hjemme, når der skulle udbetales aldersrente, så
må det mange gange have været mor, der måtte komme til undsætning, og
det er mit indtryk, at mor var meget glad for de dage, hvor gamle kom for
at hente deres penge, og selvom jeg ikke var ret gammel dengang, kan jeg
da godt huske nogle af dem. Jo, mor nød de små samvær, hun havde med
disse dejlige gamle mennesker, og det forstår jeg meget vel.
Et job,
som far fik tildelt medens han var medlem af sognerådet, var jobbet som
brændselsforstander. I kølvandet på første verdenskrig var der meget
stor mangel på brænde, og derfor blev det pålagt kommunerne at sørge
for, at der var brænde til rådighed for de gamle. Træet blev hentet
rundt om i skovene her i Himmerland, og den største del blev hentet pr.
hestevogn i Annerup Skov, men en anden ret stor del nede i Rold Skov. Det
blev til mange køreture, vort hestespand kom ud på for at få hentet alt
det træ hjem til det lille husmandssted derude syd for Svenstrup. En
anden stor del af træet blev hentet i skovene nede omkring Albæk Hovedgård.
Træet blev læsset på hestevogne i skoven og kørt til Støvring
Station, hvor det blev læsset om på jernbanevogne. Derefter kørt de 10
km. til Svenstrup Station, hvor det blev stablet op i stabler på 1
kubikmeter størrelse. Herfra blev træet leveret videre til køberen
eller hjem for at blive bearbejdet efter aftale. Det skulle i mange tilfælde
både saves og flækkes, så det passede til brændsel i en husholdning.
Der var engang noget med sognerådsformanden,
som hed Hjort. Jeg mener, at han var forhenværende mejeribestyrer. Han
kunne godt virke temmelig bøs i sin måde at træde frem på. Det var
sket nogle gange, at far først havde fået besked om et møde samme dags
formiddag, og det var selvfølgelig ikke godt for fars vedkommende, for
det var ikke nogen let sag med så kort varsel at skaffe en afløser, der
kunne overtage hans job, medens han var til møde. Det er klart, at far påtalte
denne tingenes tilstand overfor formanden på et møde, men det medførte
blot, at han fik det svar fra formanden: ”Kan du ikke komme, så kan du
bare blive væk.” Men jeg tror nok, at den gode formand blev klar over,
at det var en lidt uovervejet tale. Han havde sikkert ikke lært far at
kende endnu. Han fik i hvert fald det svar, at hvis han havde den
opfattelse, at det var ham, der skulle bestemme, hvem der skulle komme til
møderne, så var der i hvert tilfælde noget, han havde misforstået helt
og holdent, for efter fars mening var det vælgerne, der havde den ret, og
lige så længe vælgerne ville betro ham den opgave, så agtede han at møde
op til alle møderne, og det bad han formanden forstå. Hvis det ikke blev
bedre, agtede far at henvende sig på steder, hvor man ville være i stand
til at fortælle, hvordan tingene skulle være. Da formanden forsøgte sig
med en protest, fik far god støtte af provst Konrad Hansen, og derefter
lykkedes det at få formanden til at bøje af, og fremover blev der i god
tid indkaldt skriftligt til alle møderne sammen med en dagsorden.
Vinteren
1926-27 blev for byen og vores familie en meget travl tid. Der var så
meget, der skulle klares, så det var parat til festligholdelse af
gymnastikkens 20-års jubilæum, og i mit hjem skulle der også gøres
klar til det sølvbryllup, min mor og far skulle fejre den 8. marts.
I anledningen af foreningens fest
skulle der afholdes en større opvisning i alt, hvad man formåede, og det
krævede selvsagt forberedelser, der strakte sig over det meste af denne
vinter. Da to af mine søskende, Åge og Astrid, skulle lede mange af
holdene, siger det sig selv, at det også smittede af på travlheden i
hjemmet. Der blev næsten altid drøftet timeplaner. Hvilke øvelser
skulle man nu satse på, så de præsenterede holdene bedst muligt,
samtidig med at de kunne bedømmes som værende gode af rent gymnastiske
hensyn. Da jeg mener, at alle vi søskende var med på et eller andet af
de mange hold, så slap vi heller ikke for at skulle være med til at afprøve
de timesedler, som de to arbejdede med. Da så endelig om foråret den
store dag kom, viste det sig, at det blev en stor succes, og at dømme
efter de foreliggende udklip fra Aalborgaviserne, blev lederne og
gymnasterne roste for godt arbejde og Svenstrup Gymnastikforening for et
godt og vel gennemført arrangement. Det var jo ikke nok med denne
opvisning. Nej skulle der fejres jubilæum, skulle der også være både
bazar og revy. Kunne der så samtidig opnås et overskud til foreningens
arbejde, så ville det da være godt. Man havde en tradition for, at der
blev holdt nogle flotte karnevaller, og da var salen pyntet med flotte
dekorationer, der var malede, så de fremstod som motiver fra det emne,
man havde givet arrangementet navn efter. Var dette navn ”En aften i
Venedig”, så forestillede dekorationerne Venedig. Disse flotte motiver
blev altid malet af malermester Christensen, som var en sand mester til
dette arbejde. Sådan også ved den nævnte bazar. Salen var dekoreret
smukt, men der skulle jo også afholdes en revy, og til det brug var der
lavet forskellige scenetæpper til de forskellige numre.
Efter
et mislykket forsøg på at få en uddannelse som snedker hos Vald. Jensen
i Ellidshøj (Vald. Jensen måtte afbryde læreforholdet p.gr. af
manglende ordrer. P.J.), kunne jeg konstatere for mig selv, at det var så
den læreplads, og at det slet ikke var blevet til noget, der lignede,
hvad jeg havde håbet på. Samtidig kunne jeg også sige til mig selv, at
det du har lært, det har du lært, og det drejer sig ikke blot om den
smule håndværk, men nok så meget vel et udvidet erfaringsgrundlag.
Under mit korte ophold i Ellidshøj
mødte jeg mange mennesker, som jeg kom til at arbejde sammen med på
forskellige arbejdspladser og også i det offentlige, som jeg senere kom
til at virke en del i. Det gjaldt også de mennesker, jeg kom til at
arbejde sammen med i foreningsarbejdet på forskellige planer. Der var en
del af dem, der godt kunne være lidt vanskelige at danse med, og jeg kan
vist godt sige, at der var mange af borgerne dér, der aldrig kunne
glemme, at Ellidshøj omkring midten af tyverne måtte give afkald på at være sæde for præsten
for de to sogne. Det med at præsten boede i et sogn medførte automatisk,
at dette sogn blev kaldt for hovedsognet, og det medførte så igen, at
det blev det bynavn, der kom til at stå først i kommunens navn – i
dette tilfælde Ellidshøj-Svenstrup.
Jeg kom
heldigvis ikke til at gå ledig særlig længe, for det viste sig nemlig,
at en af Åges kammerater fra Ollerup, der havde et husmandssted på Store
Restrup, stod og manglede en medhjælp i sin bedrift. Det var omkring
midten af august 1932, og jeg skulle tiltræde pladsen hurtigst muligt, og
foreløbig skulle jeg være der i pladsen til november samme år. Jeg drog
derop og kunne konstatere, at den husstand, som jeg nu skulle være i kun
bestod af Chr. Larsen, som min nye husbond hed, og hans gamle mor og så
mig selv. Jeg skulle dele værelse med min husbond, som var ungkarl og
derfor havde sin gamle mor til at føre hus for sig. Det gik såmænd godt
nok, selvom han snorkede en del og kunne finde på at gøre forsøg på at
fortælle mig om sin tros mysterier. Han var spiritist og fortalte ind
imellem om, hvordan han gennem egne eksperimenter kunne mane sin egen ånd
frem. Jeg var nu glad for, at lyset var slukket, inden han begyndte på
sine forelæsninger, så han ikke kunne se, at jeg ind imellem trak på
smilebåndet eller blot faldt i søvn.
Det var
et ualmindeligt dejligt spand heste, jeg havde at arbejde med, og det hændte
vel også nok, at der gik et ekstra krus korn i deres krybber. Det kunne måske
være årsagen til, at de kom til at se så godt ud, at jeg sommetider
blev spurgt, hvordan det kunne være, at Chr. Larsens heste var kommet til
at se så godt ud, som de aldrig havde set ud før. Jeg var meget glade
for hestene.
Da vi nåede november, blev vi
enige om at fortsætte fæstemålet dog med den forskel, at nu skulle jeg
køre en mælketur. Jeg har tidligere fortalt, hvor glad jeg var for det
spand heste, som jeg havde at køre mælketuren med, og derfor var jeg
ikke så lidt overrasket, da de pludselig blev modvillige og ikke ville
lade sig fange om morgenen, når jeg skulle have dem hentet hjem fra
Gammel Mose, hvor de gik og græssede. Men jeg skulle jo have dem hjem og
spændt for mælkevognen. Det spekulerede jeg meget over, for jeg syntes
slet ikke, at jeg havde givet dem anledning til at opføre sig på den måde.
Jeg kom til det resultat, at det kunne være en enkelt handling i min
situation som mælkekusk. Jeg havde en dag måttet skynde mig lidt ekstra,
fordi hestene havde forsinket mig, og fordi jeg ikke kunne lide at have en
mejeribestyrer til at stå og råbe efter mig på perronen, og jo mere jeg
måtte døje med hestene des hurtigere skulle jeg køre, og det reagerede
hestene selvfølgelig på ved ikke at ville lade sig fange. Det var blevet
så galt, at de ligefrem vendte bagdelen til mig for at sparke efter mig.
Jeg måtte bede husbond om selv at hente hestene om morgenen, og han kunne
uden videre gå lige ind til dem og tage dem med hjem.
Én
af mælkekuskene, der også kom på mejeriet, hed Peder. Han var søn af
folketingsmedlem Anton Simonsen, og Peder opfordrede mig til at være med
til at stifte en lokal afdeling af D.s.U. Det var i februar 1933, og der
kom en snes unge mennesker, som meldte sig ind, og det var tilstrækkeligt
til at få gang i en forening. På et senere afholdt bestyrelsesmøde oppe
hos Anton Simonsen blev Peder formand, og jeg blev sekretær og var dermed
trådt ind i mit første politiske engagement Denne forening blev ikke særlig
aktiv. Jeg husker blot et enkelt bestyrelsesmøde, foruden det nævnte, og
så mindes jeg, at vi var indkaldt til et møde i Nibe. Det blev på ingen
måde nogen succes, men det blev den indirekte årsag til, at vi senere
fik startet en afdeling i Svenstrup.
Jeg
havde ofte hørt far fortælle om husmændene deroppe på St.Restrup og
om, hvordan de i fællesskab havde købt den gamle herregård. Der var
noget i fars stemme, der godt kunne minde om en slags beundring for de
brave husmænd. Jeg kunne nok ind imellem få den tanke, at der måske var
et lille glimt af stille misundelse, der sad og gnavede, for han var jo
selv fra bondestanden, og det er ikke utænkeligt, at han har kunnet tænke
sig at have været med. Men det har syntes umuligt for ham dengang, for så
skulle han have valgt mellem den gode faste stilling ved D.S.B. og det
helt frie som husmand, og det har ikke været et nemt valg.
Jeg
har et par gange nævnt Anton Simonsen, som var én af dem, der var med
fra starten. Han havde en tid boet i Svenstrup og fungeret som
arbejdsmand, og han var med, da han sammen med far og andre startede Den
socialdemokratiske Vælgerforening i Svenstrup. Senere, det må have været
omkring 1915, flyttede han til St.Restrup for at overtage sin nye ejendom,
der lå opp på bakken som den sydligste af ejendommene på vejen fra
Restrup til Tostrup.
Han
forblev socialdemokrat, og på et tidspunkt blev han opstillet som
kandidat for partiet i Nibe-kredsen. Jeg mener, han måtte indtræde som
suppleant for et medlem, og det må have givet ham appetit på et mere
stabilt medlemskab af Folketinget.
Han fik en sikrere kreds og var medlem af tinget gennem mange år. Han
blev en meget ivrig fortaler for sit partis program, og han kunne godt
virke lidt ilter og sammenbidt, når han forfægtede sine synspunkter.
Jeg
kan i flæng nævne nogle af de andre pionerer. En af dem var Peter
Langeland. Han var også socialdemokrat, og da han engang blev spurgt, om
han ville lade sig opstille til Folketinget, svarede han, at det ville han
såmænd da godt, blot han kunne blive fri for at rejse rundt og holde
alle disse taler, så det kunne altså ikke lade sig gøre, men han kom
til at spille en meget betydelig rolle i Husmandsbevægelsen. Hans kone
var også ivrig socialdemokrat, og hun var tillige kendt for sin indsats
indenfor husmandsbevægelsen og blev meget brugt som foredragsholder i
vide kredse.
Hans
bror Karl Langeland, mener jeg var af en helt anden politisk mening, og så
var der Carl Thomsen, der var radikal, og jeg mener også, at han en tid
var med i Folketinget for sit parti.
Det er
ikke uden en vis risiko at begynde at nævne nogle enkelte mennesker fra
min tid på St.Restrup, for jeg traf mange dejlige mennesker og kan ikke
undgå at forbigå nogle på den måde.
Da
vi nåede november 1933, måtte jeg i gang med at finde mig en ny plads,
og det endte med, at jeg tog over til gdr.Anders Støvring i Finnelstrup
øst for Østerådalen. Da vi var blevet enige om lønnen – vel omkring
300 kr. for halvåret, spurgte han mig, om jeg ville være villing til at
hjælpe med malkningen, hvis der skulle komme til at mangle én. Det
varede ikke længe, før end Anders Støvring skulle til Aalborg, og så måtte
jeg jo træde til, og jeg fik besked på at malke hans køer. Èn af dem
havde nr. 28, og jeg kunne mærke, at da jeg forberedte mig til at skulle
op for at malke hende, da var alle meget spændte, men jeg tog malkestolen
og spanden og satte mig ved 28 og gav mig til at malke hende. Der skete
ikke andet, end at hendes mælk lige så gelinde landede i min spand, og
ligeså spændte de havde været, da jeg begyndte, ligeså overraskede så
de ud, nu da koen var malket, og så fik jeg forklaringen. De havde aldrig
set én, der kunne overtage Støvrings plads ved nr. 28. Hver gang, der
var én, der havde forsøgt sig, var vedkommende blevet sparket ned, og
var det endelig lykkedes én at komme til at sidde ved hende, så havde
hun lukket totalt for mælken, og det var umuligt at få en dråbe af
hende.
Familien
bestod af Anders Støvring og hans kone, Petra, og en datter, Elvine, der
skulle fungere som pige i huset, og det var hun vel også, men hun var
altså også gårdmandsdatter, sådan forstået at det blev der fra hendes
side ikke lagt noget skjul på. Der var en pige mere, som var nær den
skolepligtige alder. Den ældste søn hed Christian. Han havde en overgang
været i lære som mekaniker i Svenstrup, men om han nogensinde var blevet
udlært eller blot var en slags halvstuderet mekaniker aner jeg ikke. Men
jeg mener, at han betalte for at bo hjemme ved at sørge for, at gårdens
maskiner og vindmotor var i orden. Samtidig tog han rundt på andre gårde
og assisterede ved forskellige mekaniske reparationer.Den store vindrose,
som var placeret i et hjørne af gårdspladsen, leverede faktisk al trækkraften
på gården, for selvom vi var nået frem til 1933, så var der dog stadig
ikke kommet elektricitet på egnen øst for Ådalen, medens der ovre i
Svenstrup havde været elektricitet gennem mange år. Èn af Christians
fortjenester var at han ved at spænde vindrosen for en generator og
forbinde med en akkumulator havde fået installeret lys inde i stuehuset,
medens vi ude i udhusene måtte klare belysningen med en Petromax-lygte,
men det var ikke nogen dårlig belysning.
Jeg må
sikkert have været lidt af en heldig kartoffel, for som de andre steder,
jeg havde tjent, havde jeg også her fået et rigtig dejligt spand heste
til min rådighed. Sådan et par store, stærke, brune jyder, der næsten
ikke kunne lade noget stå, hvis de blev bedt om at flytte det for én.
Jeg havde det næsten aldrig bedre, end når jeg fik de to spændt for
ploven efter at have fået den indstillet sådan, at der næsten ingen
slinger kunne blive i valsen. Når man så havde fået den første fure
trukket op og kunne se fra den ene ende til den anden på disse 200 favne
lange marker nord for gården, og så efter den første tur kunne
konstatere, at nu skulle der blot rettes lidt hist og her, så var det
bare, at holde tungen lige i munden for at have den snorlige fure.
Derefter var der næsten ikke andet at foretage, end at vi, hestene og
jeg, kom rigtigt i furen igen, og de to gjorde det ikke besværligt for
mig. Stille og roligt vendte de, og så fortsatte vi igen ad den næste
fure. Når man gik her på disse ture, havde jeg en pragtfuld udsigt at
kunne glæde mig over. Lige overfor lå Svenstrup, og lidt længere mod
syd kunne man ane nordsiden af de hedestrækninger, der i sin tid havde
haft forbindelse med tidligere meget store hedestrækninger, og med et kig
lidt mere mod syd kunne jeg se Bonderup Bakker. Vendte jeg derimod blikket
i nordlig retning, så jeg hen over Svenstrup Holm over mod Leere.
Der taltes dengang meget nedsættende
om, at de unge samledes på grøftekanterne og om den karlekammerpolitik,
som de unge førte i de små landsbysamfund. Det er da rigtig nok, at de
unge mødtes på et skel, i en grøftekant eller hvor man nu kunne finde
et sted, hvor man kunne være i ro.
Hvis vejret blev for barsk og
koldt, så rykkede man blot ind i et af de karlekamre, der kunne være til
rådighed. I sådanne forsamlinger gik tiden så med at synge og fortælle
historier, og jeg kan da godt indrømme, at det ikke var alt, der blev
sunget eller fortalt, der egnede sig til at blive gengivet hvor som helst.
Der kunne da godt ind imellem blive brugt et saftigt sprog, men det var i
al godmodighed, og jeg oplevede det aldrig i nogen ligefrem vulgær facon.
Sådan blev der slået mange timer ihjel, og jeg har da også oplevet, at
der i sådanne forsamlinger blev drøftet virkelig seriøse emner. Jeg
mener, at der på den tid, der her er tale om, var en karl fra en nabogård,
der gik foran. Han var vel på en vis måde et samlingspunkt på dette område.
Han samlede på afskrifter af mange af de sange, som blev brugt ved disse
sammenkomster, og deri var der mange, hentet direkte fra den store
Danmarks Melodibog. Det ville være rart, om man kunne få fat i dem, men
jeg ved desværre ikke, hvor de er. Niels hed han og var opvokset hos sine
bedsteforældre, der havde en lille ejendom ude på Skråvejen.
Der har
ofte været brugt et meget negativt ordvalg om disse sammenrend, og det
vil ikke være vanskeligt at finde noget negativt at sige om dem. Men jeg
vil gerne sige, at de gange, jeg har været med, har jeg aldrig oplevet,
at der har været nogen, der har gået andre for nær. Alting foregik i en
venlig og kammeratlig tone, og jeg fandt ingen anledning til den
forargelse, der kom frem. Hvis der stadig skulle være nogen, der har lyst
til kritik, kunne jeg have lyst til at spørge: ”Hvad skulle disse unge
ellers foretage sig. Der var meget begrænsede muligheder for at deltage i
noget mere opbyggeligt. Der var i hvert fald ikke mange, der animerede
dem. De muligheder, der kunne være hjemme på gårdene, var bestemt ikke
særlig hyggelige. Karle- og pigekamrene var kolde og slet ikke pæne. Men
hvad så med Folkestuerne? Jo det skulle jo betegne, at folkene skulle
kunne opholde sig der i deres fritid. Men jeg har ikke oplevet, at der var
mulighed for at kunne dyrke et nogenlunde frit privatliv.Det var jo ikke
blot folkenes stue, det var mange gange hele familiens dagligstue, og jeg
har ikke fantasi til at forestille mig, hvad der ville blive sagt til mig,
hvis jeg havde placeret mig ved folkestuebordet for at læse i D.s.U`.
blad ”Rød Ungdom”
Nå,
men hjemme i Svenstrup igen og efter at have gået en tid dels på dagleje
og dels på understøttelse fandt jeg ud af, at en gårdejer i Bonderup
manglede en karl. Jeg tog ud til ham og fik pladsen for en løn på 225
kr. for tiden indtil 1. november. – ca. et halvt år. Bedømt efter
datiden var det en rimelig løn.
Jeg tror nok, at jeg havde det godt
nok sammen med mine to medtjenere, en karl og en pige. Karlen var stor,
sej og stærk, men sikkert ikke nogen stabil type, der var i stand til at
love sig hen til at være ret længe ad gangen på samme sted, og han
havde ligesom mig hørt noget om, at husbond havde nogle løse lussinger,
som han havde sit døje med at holde styr på, men hans kommentar hertil
var blot: ”Han kan da bare komme an.” Jeg tror, at gårdejeren ville
have fået sin sag for i en dyst mellem de to, og det var han sikkert helt
klar over. Karlen fik lov at gå i fred. Pigen var en rund glad pige, hvor
latteren altid var på spring, og de lyse lokker altid svang sig viltert
omkring, og jeg tror nok at de to, karlen og pigen, havde det rart med
hinanden.
Jeg tænkte nok på risikoen for at
få lussinger ud fra en lidt anden vinkel end karlen.Jeg havde da nok hørt
om, at lussingerne hang løse, men jeg havde også hørt, at han havde været
ude på den så ofte, at der såvidt jeg havde forstået det, var noget
med en betinget dom, der hang over hovedet på ham, hvorfor jeg tænkte,
at han vel ikke turde fortsætte på samme måde. Derfor regnede jeg med,
at blot jeg udførte mit arbejde stille og roligt og ellers forsøgte at gøre
det så godt som muligt, så gik det nok. Men den vurdering deltes ikke af
min husbond, og derfor kom det til at skorte på enigheden mellem os to.
Han var tilsyneladende i besiddelse af et temperament, han ikke kunne
styre.
Jeg blev sendt ud i marken for at læsse
kartofler fra kulen i vognen, og husbond skulle så komme og hente læsset,
men jeg skulle helst være så tidlig færdig med at læsse, at jeg kunne
køre ham i møde. Nu skal jeg nok lige her fortælle, at en god ting ved
denne plads var, at vi fik en mellemmad med på arbejde, og da husbond kom
ud til mig, havde jeg lige spist den. Jeg havde ikke fået læsset vognen,
og han var rasende, men jeg svarede, at jeg havde spist min mad. Men han
kunne da ”-fandeme godt vise mig, hvordan man skal læsse kartofler-”
og det gjorde han så. Han fik en spagfærdig bemærkning om, at det tempo
kunne han vist ikke holde en hel dag. Det medførte blot, at jeg fik at
vide, at jeg ikke skulle være næsvis, og så fik jeg én på skrinet,
hvorefter jeg smed tømmerne hen til ham og sagde, at skulle det være på
den måde, så var jeg ikke længere karl her på gården, og han kunne læsse
sine kartofler selv. Da vi kom hjem til gården prøvede han igen at slå
ud efter mig, og han forhindrede mig i at hente mit tøj. Men jeg lånte
en cykel hos en karl i nabogården og kørte hjem. Jeg forsøgte endnu en
gang at få fat i mit tøj, men blev mødt i gårdsleddet af både husbond
og hans kone og igen nægtet adgang til mit tøj. Men så startede jeg til
Ellidshøj for at tale med sognefogeden. Jeg mødte ham på vej derhen, og
han var på vej til Bonderup med en stævning til gårdejeren om at møde
hos Forligskommissionen for at drøfte den anmeldelse for vold, som jeg
med hjælp af far havde sendt frem.
Sognefogeden sagde til mig.”Når
nu jeg har været derhenne, så kan du roligt hente dine ejendele”, og
det gjorde jeg så.
Forligskommissionen var udpeget af
sognerådet Når der var indkommet en klage , skulle kommissionen indkalde
parterne og søge at opnå et forlig.Da jeg skulle møde, blev vi indkaldt
til møde i Ellidshøj, og da det var konstateret at alle var mødt, blev
stævningen læst op, og de krav, jeg havde stillet, var, at
tjenesteforholdet ansås for ophævet, og at jeg skulle have min aftalte løn
på 225 kr. udbetalt og desuden skulle husbond betale en bod til
kommunekassen på 50,- kr. Det kunne der slet ikke opnås enighed om og mødet
sluttede. Vi blev budt på kaffe hos værten, og her fik jeg helt bekræftet
min mistanke om, at det slet ikke var nogen uvildig kommission, jeg havde
været hos, idet de sad og blev helt enige om sammen med husbond, at
tjenestefolk da i dag var nogle pylrehoveder, der ikke en gang kunne tåle
at få en lussing, uden de skulle lave en sag ud af det. I gamle dage
havde det da været helt anderledes. Da blev der ingen sager ud af sådanne
småtterier. Det hele var i og for sig blot et barokt skuespil.
Vel hjemkommet med det resultat,
gik far straks til S.P. Jensen for at ringe til politimesteren i Nibe for
at anmelde sagen, fordi der ikke var opnået forlig. Da far havde ringet
af, blev der ringet igen, og det viste sig, at husbond havde ringet til
politimesteren for at meddele, at han alligevel ville indgå forlig på de
betingelser, som jeg havde stillet Egentlig forståeligt nok. Ellers ville
den betingede fængselsstraf være blevet effektiv.
Nu
var det altså slut med at tage fast arbejde på gårdene, men jeg kom dog
stadig ud på opgaver derude, alene af den grund, at en arbejdsløs
arbejdsmand selvfølgelig skulle påtage sig det daglønsarbejde, der bød
sig, og det var da rimeligt nok. Vi var da også mange, der fik nogle både
gode og sjove oplevelser ud af det, og når vi så samtidig kunne tjene
nogle kroner ad den vej, var det da i orden. Jeg var dog så heldig, at
jeg fik fat i noget mere stabilt arbejde, noget som jeg kom til at vende
tilbage til mange gang i årene fremover.
Jeg fik
arbejde hos S.P. Jensen, og efterhånden blev mange af os, der arbejdede
der, på en måde en slags specialister. Den første timeløn, jeg fik
udbetalt lød på ikke mindre end 95 øre, men allerede året efter fik vi
et tillæg på 5 øre ekstra, og så var vi altså kommet op på, at såfremt
det kunne lykkes for os at have en hel udelt arbejdsuge at tjene ikke
mindre end 48 kr. på en uge.
Det startede faktisk med, at min
bror Åge, der var formand i firmaet, kom til mig og spurgte, om jeg ikke
kunne tænke mig at køre med ham til Hadsund for at grave et stykke kabel
ned der. Jo da. Vi fik pakket alle vore redskaber på vore cykler, og det
var et ordentlig læs, for vi skulle have både skovl, greb, spade, kost
og en jomfru, og det meste skulle vi have to af. Så gik turen til
Hadsund, hvor vi gravede det stykke kabel ned, hvorefter turen gik hjemad
igen med de samme pakkenelliker. Det var en tur, der hver vej var på ikke
mindre end ca. 40 kilometer, og jeg kan ikke forestille mig andet, end at
vi må have været meget trætte ved hjemkomsten. Det samme gentog sig en
anden gang, men da gik turen til Tobberup lige nord for Hobro. Der var et
kabel, der skulle graves ned over baneviadukten. Turen var vel knap så
lang, men ellers var proceduren den samme, og det må vel siges at være
et par anselige køreture. Det var et par enestående tilfælde, selvsagt
ikke almindeligt, og det er vel nok lidt svært at forklare, hvordan Åge
kunne finde på den slags. Jeg har ikke anden forklaring, end at det jo
var et meget ungt firma, og da Åge var hyret som formand her, har han vel
tænkt, at når Jysk Telefon
vil have sådan noget lavet, så er det vist klogt at benytte denne chance
for at komme lidt mere fast i arbejdet i dette firma. Der var ikke på den
tid i firmaet penge til transportmidler, og så måtte han da se at klare
sig. Det blev ikke fremover til så lange cykelture, men gennem mange år
var det alligevel sådan, at arbejderne for det meste selv transpor-
terede deres værktøj på cyklerne
rundt om i hele Aalborgområdet. Det kunne meget nemt blive til nogle gode
lange ture, når vi betænker, at dette område strakte sig i nord helt op
ovenfor Tylstrup forbi Svenstrup i syd, Storvorde i øst og Sønderholm i
vest. Hvis det drejede sig om kabler af stor størrelse, blev de selvsagt
transporteret af Jysk Telefon selv. Vi lærte efterhånden at få alle
disse redskaber surret så godt fast på cyklerne, at der næsten ingen
risiko var forbundet med at køre med de tunge læs.
Vi
havde da heldigvis også andet at bestille end at ligge og farte rundt på
cykler med fastsurret værktøj. Vi havde da også en fritid, der gerne
skulle udnyttes på en god måde. Her hjalp det godt, at vi havde den
D.s.U-afdeling, som vi fik stiftet i 1933, og her var der altid noget at
tage fat på. Det var Victor, der fik gang i agitationen for at få
stiftet denne forening. Vi havde talt om det en tid, men så fandt han ud
af, at den mælkekusk, der kørte fars mælk til mejeriet allerede var
medlem af D.s.U i Aalborg, og da den mejerist, der på mejeriet skulle
modtage mælken, også var medlem af D.s.U i Nibe, skulle der ikke mange
spekulationer til for at få arrangeret et møde for oprettelse af en
afdeling her i Svenstrup. Da der allerede den første aften meldte sig
omkring 25, var det en realitet, at Svenstrup havde fået sig en
D.s.U.-afdeling.
Selvom
den afdeling, som vi fik startet i Store Restrup, ikke var særlig aktiv,
så betragtede jeg mig stadig som medlem der, så lang tid jeg tjente der,
men så snart jeg var flyttet derfra til Finnelstrupgård, meldte jeg mig
ind som medlem her.Da Laursen, der hidtil havde være formand, flyttede
fra byen, blev jeg valgt til formand, og derfor havde jeg nok at tage fat
på, for det varede ikke længe, inden det blev til meget mere end D.s.U.
De mest aktive af os, kunne ikke klare sig med dette ungdomsarbejde. For
det er vel naturligt, at hvis man tror på det, man går ind for som ung,
så findes der vist altid en fortsættelse i voksenverdenen. Men i de første
år var det altså ungdommen, det drejede sig om, og det er også sandt
nok, at der var meget at bestille på det felt. Det gav mig selvfølgelig
et indblik i og interesse for politik.
Nu fulgte der nogle meget travle og
aktive år, hvor jeg sammen med en kreds af gode, aktive kammerater fik
udført et virkeligt godt arbejde, som jeg helt sikkert tror på var til
gavn for mange helt unge. Det lykkedes for os at få bygget én efter
forholdene stor forening op, og en del af os begyndte også at blande os i
voksenarbejdet både i vælgerforeningen og for en del også i
fagforeningen. Selvom jeg ikke her på denne plads agter at fortælle mere
om det arbejde, lover jeg at vende tilbage til det på et senere
tidspunkt.
Det
kan knibe for mig at huske, hvornår jeg har arbejdet på de forskellige
arbejdspladser. Nogle af de ting, jeg har beskæftiget mig med, må jeg
derfor omtale uden at datere dem. Men det var meget alsidigt det, jeg kom
til at arbejde med gennem årene.
I et par år var jeg ude at arbejde
for det, man dengang kaldte for det flyvende korps. Det var et
arrangement, det blev ledet af Hedeselskabet og hvis opgaver bl.a. bestod
i at forvalte en lov, der tilsigtede at sætte nogle arbejder i gang for i
nogen grad at modvirke den store arbejdsløshed blandt unge, og arbejdet
bestod hovedsagelig af plantning af ny skov og læbælter. I et par år
var jeg også beskæftiget ved skovarbejde i Annerupskoven, og det passede
så fint, at det næsten gik op på den måde, at når jeg var færdig
sent på efteråret med at arbejde med anlægsarbejderne på banen på
grund af vinteren, så kunne jeg starte i skoven.
I årene
op til Anden Verdenskrig deltog jeg i nogle store anlægsarbejder for
D.S.B. Der havde gennem nogle år været forberedt en udvidelse af
spornettet fra at være et-sporet til at blive dobbeltsporet, og her var
der også tale om at udnytte arbejdsløsheden, forstået på den måde, at
man satte beredskabsarbejder i gang for at få udført alt det
jordarbejde, der var nødvendigt for at gøre plads til de ny spor. For at
kunne klare det måtte der også foretages udvidelser af broer såvel over
veje som åer, hvor de krydsede
banen, og alt dette måtte ske i så god tid, at det påfyldte jord kunne
nå at sætte sig for at få en stabil bund under banelegemet.
Medens man forberedte alt dette,
blev der foretaget en forstærkning af det eksisterende sporlegeme. Der
skulle ny ballast, nye bøgesveller, og der skulle nye, meget større og
tungere skinner. Husker jeg ret, så vejede de gamle skinner ikke mere end
18-20 kg. pr. meter, medens de nye, som skulle erstatte dem, skulle være
på 40 kg. pr. meter, og samtidig skulle de være mere end dobbelt så
lange, idet deres længde blev op til 30 meter. Det betød, at hver enkelt
skinne kom op på en vægt af 1,2 tons, så det var nogle ordentlige
moppedrenge at bakse med. Når vi så tænker på, at alt dette foregik
pr. håndkraft, vil man kunne forstå, at det godt til tider kunne være
lidt drøjt. Man må huske på, at alt dette arbejde skulle udføres på
et spor, der var i drift, hvorfor der kun var den tid at arbejde i, som
intervallerne mellem togene tillod. Da trafikken skulle opretholdes i
fuldt omfang, skulle der arbejdes med nogle meget nøje beregnede
intervaller, hvor vi skulle nå at fjerne alt det gamle materiale og få
det nye anbragt, således at det næste tog kunne passere om end med meget
nedsat fart.
Ved anlægget af dobbeltsporet var
det nemmere at få materialerne over på det nye plan. Vi kunne læsse
skinner og sveller direkte over, sådan at vi kunne få et spor. Derefter
fik vi lavet et midlertidigt skiftespor, så vi kunne komme direkte på
det nye spor med resten af materialerne. De skinner, der skulle bruges
her, vejede 60 kg. Pr. meter og altså 1,8 tons pr. skinne. De var derfor
temmelig usikre at arbejde med, da de havde en tilbøjelighed til at lægge
sig ned på siden, og derfor måtte vi løfte med nogle stålstænger
stukket gennem bolthullerne. Det var en proces, hvor der skulle arbejdes
hurtigt og i enighed, ellers kunne det gå helt galt, for det var ikke
uden risiko, når sådan en stålstang mødtes med et hoved. Det skete
engang, medens vi arbejdede i Bonderup. Man måtte transportere manden ind
til Svenstrup Station, hvorfra han blev hentet af Falck.
Engang, medens vi arbejdede i Leere,
gik det galt. Der hvor vi arbejdede er der en stor kurve, der hindrer
udsynet, og særlig slemt var det, fordi det spor, hvor vort tog holdt,
medens vi læssede skærverne af, dækkede yderligere for udsynet. Der
skulle komme et af tyskernes tog, men man havde sikret sig, at vi ikke var
på sporet, når det kom. Vores formand gik på det trafikerede spor for
at holde øje med arbejdet. Den dag var udsynet yderligere svækket, da
der lå en let tåge hen over pladsen. Så var det, at der skete noget,
som en arbejdsleder aldrig helt kan gardere sig imod: der blev ændret på
tiden for det tog, som man havde søgt at sikre sig imod med det resultat,
at vores formand blev ramt af toget med en sådan kraft, at han blev dræbt
på stedet. Vi var selvsagt alle meget berørte af denne hændelse, men
det er vist den slags, der kan ske, selvom man søger at sikre sig mest
muligt.
Ikke længe efter at vi havde fået
færdigbygget dobbeltsporet, begyndte man fra modstandsbevægelsens side
at sabotere det. Så var der ikke andet at gøre, end at tage skinnerne
fra det ene spor til at lappe det andet med.
Der vil sikkert være mange, der i
dag vil have svært ved at forstå, hvor stort et slæb det var med disse
tunge materialer med de få hjælpemidler, vi havde til vor rådighed. Men
vi havde en ting, som hjalp os godt. Vi var temmelig mange unge, og vi
kendte hinanden godt fra vort arbejde i D.s.U. -.
Samme fritidsinteresse, hvor vi jo
netop havde et godt fællesskab, og når vi kunne have det så godt sammen
i vor fritid, hvorfor så ikke også i arbejdet. Der var ikke længe
imellem, at en af os brød ud i sang. Det kunne såmænd være sange både
med et alvorligt indhold eller blot nogle vrøvleviser. I dag ville man måske
sige, at nogle af dem lugtede langt væk af mandehørm. Men ligemeget hvad
vi sang. Det vigtigste var, at vi sang. Det hjalp, og humøret fik en tak
opad. Det var selvfølgelig også med til at dæmpe trætheden, og når vi
stod 8 mand med hver sin kompressor for at banke sten ind under svellerne,
så sang vi også, ikke for at overdøve støjen, for det kunne vi ikke,
men larmen var ingen hindring, og der var aldrig længe imellem, at en af
os begyndte med en ny sang, så gik det hele meget bedre. I det hele taget
så erfarede vi, hvor meget et godt kammeratskab og et godt humør var
stimulerende på en arbejdsplads.
Det var egentlig nogle store
opgaver, vi tog os på, og vi fik da også som resultat, at medlemstallet
steg meget i årene lige før Anden Verdenskrig. Vi var oppe på at have
mere end 80 medlemmer, og vi forsøgte os også med at få gang i en
studiekreds. Til dette formål havde vi købt nogle grundbøger til at
arbejde med emnet ud fra, men jeg blev meget overrasket, og meget pinligt
berørt, da jeg opdagede, at der var nogle af disse unge, der slet ikke
kunne læse. Det var min mening, at deltagerne skulle have til opgave at
kunne fortælle på næste møde om det emne, vi havde valgt for næste møde,
men der var altså nogle imellem deltagerne, der slet ikke var kommet ud
af stedet på grund af manglende læsefærdighed. Jeg forsøgte mig frem
ved at benytte forskellige metoder og måtte lade de, der kunne, læse de
forskellige stykker op, hvorefter vi så drøftede det læste. Jeg skal
indrømme, at jeg nærmest var lidt chokeret over, hvor dårligt det stod
til med disse unges kundskaber, og jeg kunne ikke lade være med at
spekulere på, hvad der var gået galt for dem, hvad var det, der havde
svigtet, for det var ikke det, at de var nogle dummerikker, for det mente
jeg ikke, de var. Jeg kunne ikke finde noget svar på det, men jeg indrømmer,
at jeg beundrede dem, fordi de blev ved med at komme. Der var ingen af
dem, der holdt op, selvom de må have følt det ene nederlag efter det
andet. De svigtede ikke.
En anden ting fra disse år, jeg
gerne vil have med her, var det, at vi havde lejet en lille lejlighed ude
syd for byen, som vi tømrede nogle borde og bænke sammen til, så vi
kunne bruge de små rum som et samlingssted. Her mødtes vi til
forskellige arrangementer eller blot for at hygge os sammen, og der var
ikke mange aftener, hvor der ikke var nogle stykker, der sang eller
diskuterede af karsken bælg. Det var slet ikke noget ideelt samlingssted.
Vi var i det hele taget ikke forvænte med gode samlingssteder. Det gamle
afholdshotel havde næsten ingen muligheder for at kunne tilbyde noget,
der lignede rimelige samlingslokaler. Vi havde til tider benyttet et
lokale, der faktisk ikke var andet end et forrum til salen. Den gamle kro
var ved at være slidt ned – ikke sådan at den ikke kunne bruges, men
der manglede det sidste, der skulle til for at der kunne arrangeres møder
og fester i hyggelige omgivelser.
Det
var vel sådanne kendsgerninger, der førte til, at vi bestemte os til at
forsøge at få afholdt en foredragsrække som et offentligt arrangement.
Vi var vel klar over, at skulle det lykkes at trække nogle mennesker til,
så måtte vi prøve at få fat i nogle talere, der kunne vække opmærksomhed,
og efter mange forsøg og overvejelser lykkedes det for os at få så
kendte talere som: biblioteksdirektør Th.Døssing om Dansk Kulturliv,
bibliotekskonsulent Jørgen Banke om Forsamlingsgården, professor Jørgen
Blatt om Danmark i dag og formand for D.s.U. Poul Hansen om Ungdommens ønsker.
Vi agtede at udsende en tryksag som
reklame for denne møderække, og vi fik en række kendte borgere til at
anbefale deltagelse i møderne, der blev afviklet på en måde, så vi
godt kunne kalde det for en succes. Der kom vist ikke mange deltagere, men
dog så mange, at vi kunne gennemføre møderne på en sådan måde, at vi
kunne være det bekendt. Og på næste kongres blev vi berømmet for det i
beretningen af Poul Hansen, som jo var den ene taler. Som en sjov lille
ting kan jeg fortælle, at den økonomiske baggrund, vi havde for dette
arrangement bestod i, at vi havde fået bevilget et tilskud fra
fagforeningen på ikke mindre end 50 kr.
Inden
vi var blevet helt færdige med vor foredragsrække, var der sket det, at
vi var blevet besat af tyskerne, og det satte faktisk en stopper for at
arbejde videre med de tanker, som vi havde haft i fortsættelse af vor møderække:
at gøre et forsøg på at komme videre med ideerne om et forsamlingshus,
men der kom så mange ting i vejen for det videre arbejde, at kræfterne på
en måde ikke kunne forslå til at fortsætte. Besættelsen kom og overvældede
os alle, i hvert fald for en tid. Jeg følte vist, at det så helt håbløst
ud at give sig i kast med sådan en opgave. Det føltes som om disse sorte
fugle, der kom og formørkede vor himmel og vore hjem, for en tid lukkede
af for vore aktiviteter. Jo det blev en grim hæmning for vort arbejde. Vi
blev jo vidner til, hvordan nogle mennesker begyndte at lefle for de tyske
soldater, og hvordan nogle piger næsten blev faste beboere i de tyske
forlægninger. Mange mennesker fik travlt med at søge at udnytte besættelsesmagtens
tilstedeværelse ved at slå mønt på leverancer til dem.
Det vil
vist være praktisk at slutte afsnittet her, fordi der nu kommer en
skillelinje i mit liv på så mange måder, hvorfor jeg vil begynde et nyt
afsnit, der skal behandle alt det nye, der skete.
Min nye status som familiefar, mit
udvidede politiske arbejde og mine mange nye og meget forskellige
arbejdspladser vil komme til at præge hverdagen,- også her i min
historie.
|
Lokalhistorisk
Forening 
