Lærling på Zincks Fabrikker.
Fortalt af Peder Sørensen

Udskrift af interview optaget d. 28. februar 2001 i Sæby af Hans Sørensen.

Jeg hedder Peder Sørensen, og jeg er opvokset i Godthaab. Mine forældre var Marie og Elof Sørensen. Vi boede i den ende af byen, hvor Brugsen og Stationen lå, på Strædet, der nu hedder Tostrupvej i det hus, som min far senere byggede slagterbutik til.

Min far arbejdede på Zinck, bl.a. i sliberiet. Senere kom han til at skæfte skovle, og de seneste mange år stod han ved en fræser, som lavede skafter til hamre og økser, krykker til skovle og håndtag til spader. Han blev også brugt til forskellige arbejder på fabrikken f. eks med at lægge fliser og reparere bygningerne.

 Jeg er en årgang  –29, og min forbindelse med Zincks Fabrikker begyndte i april 1941. Dengang var der landbrug til fabrikken, og der begyndte jeg som det, der dengang kaldtes ”høverdreng”. Jeg var 11½ år gammel, og mine forældre syntes, at jeg skulle ud og lave noget, jeg var sådan en stor, kraftig knægt. Jeg skulle passe køerne, og der var en 15-18 køer, som jeg skulle malke om morgenen, før jeg skulle i skole, og der skulle muges ud i kostalden. Vi havde en malkemaskine, og en gang imellem hjalp bestyrerens kone, men det var langt fra hver gang.

Jeg arbejdede ved landbruget i  fire somre fra april til november. De første år fik jeg 125 kr. i løn for sommeren, men de sidste to år fik jeg 225 kr.

  Jeg boede nede på fabrikken om sommeren. De to første år sov jeg i stuehuset, hvor jeg havde en seng og lå på halm. De sidste to somre havde jeg et værelse ude i staldbygningen, og det var stadig en halmseng, der blev stillet til rådighed.

Det sidste år, 1944, var jeg blevet konfirmeret om foråret, og det var så meningen, at jeg skulle se at få en læreplads. Min far syntes, jeg skulle være tømrer, så jeg havde fået en plads ved A. Enggaard, hvor jeg skulle begynde 1. november.

En dag kom Erik Zinck og sagde, at de gerne ville have, at jeg kom ind på maskinværkstedet og kom i lære som maskinarbejder, når jeg var færdig i landbruget til 1. november, og det var noget, der passede mig.

 Allerede den første dag var jeg ved drejebænken. Jeg var kun 14 år, og man skulle være 15, før man kom til maskinerne, men jeg var der altså fra den første dag. På værkstedet var der Vilhelm Brockhoff, Karl Andersen og Vestergaard. De var svende, og så var der Chr. Zinck, der var kommet i lære året før. Vestergaard havde meget med fyret at gøre, så han blev ofte kaldt ”Fyrbøderen”. Han skulle også ringe med klokken, når arbejdet startede eller sluttede, og det skete, hvis han var syg, at jeg skulle afløse ham ved ringningen. Der skulle slås tre slag med mellemrum, som blev fulgt af 20 hurtige slag, og så blev der sluttet af med et enkelt slag.

 Arbejdstiden var dengang 48 timer om ugen, så vi startede kl. 7 om morgenen. Så var der middagspause fra kl. 12-13, og så arbejdede vi fra kl. 13-17 de 6 dage om ugen.

Mit arbejde som lærling bestod i at dreje forskellige emner. Det kunne f.eks. være en aksel til et eller andet, men efterhånden kom jeg til at lave værktøjer til stansepressen og snitværktøjer og sådan noget. Jeg skulle også hjælpe til, når der var en maskine, der skulle repareres.

Jeg havde ikke været i lære mere end et års tid, før jeg fik udleveret en tegning, og så skulle jeg lave det stykke værktøj, som tegningen viste. Der var altså ikke noget med, at jeg stod ved drejebænken et halvt år og dernæst fik en fræsebænk det næste halve år. Jeg gik fra maskine til maskine, som det var nødvendigt, og det gjorde, at jeg fik lært det, jeg skulle.

 Det her var den tid, hvor maskinerne blev drevet fra en hovedaksel, og hvis der var en remskive, der gik i stykker, et leje, der skulle repareres eller en rem, der sprang, så var jeg med, og det gjorde, at det var et meget afvekslende arbejde, hvor man ikke kom til at kede sig.

Når der var sommerferie, lukkede fabrikken, og så skulle vi inde fra maskinværk-

stedet gå de ting igennem, som trængte til eftersyn og reparation, så vi holdt altid ferie senere, når de andre var kommet tilbage igen. Der var ingen serieproduktion, ja det vil sige, at jeg engang stod ved en drejebænk og skar gevind i nogle bræddebolte, indtil der blev fremstillet en maskine, der selv kunne klare det.

 Det hændte en enkelt gang, at jeg var nede og hjælpe smedene med at smede tørvespader. Når de skulle bukkes, skulle jeg stå og slå med den store hammer, medens smeden slog mellemslagene med en mindre hammer. Det kunne godt være hårdt, men det drejede sig som regel kun om et par dage om året.

 Da jeg var kommet i lære, skulle jeg straks begynde på Teknisk Skole i Aalborg, og der skulle jeg med toget ind. Jeg startede kl. 7 om morgenen, og arbejdstiden var til kl. 17, men jeg fik som regel lov til at gå et kvarters tid før, så jeg kunne nå at komme hjem, blive vasket og få noget mad, før jeg skulle med toget, så jeg kunne være inde ved skolen kl. 18. Skoletiden var fra kl. 18-20, og vi var der fem dage om ugen. Det var i krigens tid, og når vi var færdige, måtte vi vente nede på banegården, til toget gik kl. 22. Det var ikke rart, for der var ingen varme i ventesalen. Der gik ikke så mange tog, og det resulterede i, at togene mange gange var overfyldte, når man skulle fra Aalborg til Nibe. Mange gange var det en skinnebus, en rutebil, der var sat på jernbanehjul, og når der var rigtig mange mennesker med, har jeg været med til at stå på bagagebæreren, der var bag på vognen hele vejen fra Aalborg til Godthaab.

 Jeg gik i Folkeskolen i Godthaab, og i den store klasse mødte vi tre formiddage om ugen om sommeren, mens vi gik hver dag om vinteren, og da gik vi hele dagen. Selvom vi lærte de elementære færdigheder, så kunne det godt knibe på nogle områder, da jeg kom ind på Teknisk Skole. F.eks. havde jeg aldrig lært matematik, men jeg kom nu ret hurtigt efter det. Mange af de andre havde realeksamen, men da skolen sluttede, klarede jeg mig alligevel godt og fik gode karakterer, selv om det ikke var ene ug´er.

 Vi havde jo stadig den tyske besættelse, og halvdelen af Teknisk Skole var besat af tyske soldater, så vi havde kun den del af skolen, der havde indgang fra Sankelmarksgade. Vi kunne ikke lade være med at drille tyskerne lidt, så det hændte, at de fik en snebold, og så var der straks ballade. På vejen til og fra banegården skulle vi forbi Højskolehotellet, hvor Gestapo havde hovedkvarter, og det skete, at der var noget skyderi dernede, men vi løb ind  og gemte os i en port, til det var overstået.

 Ude på fabrikken kom jeg rundt til de forskellige maskiner, og i 1946 kom jeg galt afsted. Jeg havde været syg nogle dage, og da jeg kom tilbage, skulle jeg i gang med noget arbejde ved shaperen. Der gik ikke mere end ti minutter, så huggede shaperstålet i det emne, jeg arbejdede på. Jeg greb efter det, og så kom vangen og knuste min højre pegefinger, så den kun hang fast i skindet. Jeg gik hen til Brockhoff og sagde, at jeg havde knust min finger. ”Åh hold kæft, knægt, lad være med den slags ting,” sagde han, men da han fik set på fingeren, måtte han hen og holde fast i bordet, og han blev helt hvid i hovedet.

Jeg kom over på kontoret, og der blev ringet efter en ambulance, og så kom jeg på sygehuset i Aalborg. Det kostede mig tre måneders sygdom, og senere fik jeg en erstatning på 788 kr., og det var ikke meget for en knust finger.

Jeg lavede svendestykke i 1948. Jeg skulle lave et stål til shaperen, dernæst skulle jeg lave en mejsel og til sidst en gevindskæreklup. Jeg fik besømmelsen ”Veludført”, og så var jeg altså udlært maskinarbejder.

Jeg synes, at jeg havde en god læreplads, men da jeg var blevet svend, forlod jeg Zincks Fabrikker den 1. november 1948 og fik arbejde i Aalborg.