Godthaab Hammerværk 

v. 

Peter Jørgensen

Indledning

Det har ikke med denne skildring været hensigten at beskrive hele virksomheden Zinck's Fabrikker's historie, men især at skildre det oprindelige Hammerværks 125-årige udvikling og den betydning, virksomheden fik for dannelsen og udviklingen af det bysamfund, vi i dag kender som Godthaab. Derfor er omtalen af den store, tilhørende skaftfabrik kun nævnt i korte glimt, og dog har den jo udgjort en meget væsentlig del af fabrikkens arbejdspladser. - Dens historie må skrives senere.

Den gamle del - Hammerværkets bygninger og maskiner - er i dag, takket være velvilje fra fabriksejer, en meget omfattende frivillig arbejdsindsats og mange gode sponsorer blevet reddet og restaureret.

Godthaab Hammerværk fremstår derfor nu som et enestående stykke dansk håndværks- og industrihistorie.

Baggrund og forudsætninger.

Godthaab Hammerværk blev grundlagt af smed Christian Zinck. Han havde som ganske ung måttet lære sig selv smedefaget, da hans læremester blev indkaldt til militærtjeneste kort efter, at Chr. Zinck var kommet i lære. Bønderne i Sejlflod overtalte ham til at begynde som smed i landsbyen,, og han byggede sig en lille smedje her. I 1845 indrettede han et hammerværk d.v.s. en hammer, der var drevet af vandkraften fra en lille bæk. Opbygningen af hammerværket havde han studeret under et besøg i Grejsdalens Hammerværk - turen frem og tilbage blev foretaget til fods. Den lille bæk i Sejlflod kunne dog kun give vandkraft nok til 3-4 timers daglig drift af hammer og slibemaskine, men vest på, ved Guldbækken lå papirmøllen "Godthaab".

Den var bygget i 1797, men måtte standse produktionen i 1854, og nu lå bygningerne ubrugte hen. Her var betydelig mere vandkraft, og Chr. Zinck lejede hele fabrikken og det tilhørende landbrug af Frederik Obel, Aalborg, for 5 år med ret til at ombygge til hammerværk og forkøbsret efter lejeperiodens udløb.

Guldbækken hører til blandt de små af vore vandløb. Den har sit udspring i Hæsum Mose og udmunder i Østerå ved Svenstrup. Dens middelvandføring er ca. 255 l/sek., og faldet fra Hæsum Mose til Svenstrup er ca. 36 m. - Ved Ridemands Mølle findes den første store opstemning, og på den korte strækning, der er tilbage til udløbet i Østerå, har der siden 1300-tallet ligget 3 vandmøller og siden 1797 altså også papirmøllen "Godthaab". Den sidstnævnte blev dog anlagt på den betingelse, at den aldrig måtte genere Ridemands Mølles drift. På det grundlag gik Chr. Zinck i gang med at opbygge et hammerværk. Til at hjælpe sig havde han sønnen Niels, som var blevet hjemkaldt fra København, hvor han havde været ved at videreudbygge sin smedeuddannelse. Niels var blevet tilbudt en studietur til England, men måtte nu sige nej efter det faderlige pålæg om at komme hjem. På havnen i Aalborg modtog faderen ham med ordene: "Har du nogen penge Niels, - jeg skal have papirerne betalt. Så småt startede det, der skulle blive til en landskendt og stor virksomhed. Heldigvis havde Niels ikke brugt sine sammensparede 50 rigsdaler, så startproblemerne blev løst, men han fortæller senere i sine erindringer, at netop den episode gjorde ham temmelig skrækslagen ved det forehavende, de stod i færd med at påbegynde.

Fra 1858 til branden i 1872

Opbygning og første produktion

Ved ombygningen blev de to eksisterende vandhjul nu brugt til at trække en svanshammer (som den i Sejlflod), blæsere til esserne og slibesten, og svanshammeren slog sine første slag den 21. Juni 1858.

Arbejdsstyrken var foruden far og søn 3-4 mand, og produktionen bestod i disse første år af håndredskaber som hamre, økser og knive samt - og især - redskaber til landbruget: spader, grebe, leer og plove. Produkterne blev afsat direkte til private håndværkere og landmænd på egnen, men også snart til fjernere egne i landsdelen med købmand Skibsted, Aalborg som et vigtigt mellemled. Men virksomheden var i denne første fase endnu, hvad vi må kalde en ekstraordinær stor landsbysmedje, hvor håndværket var det helt afgørende i fremstillingen af redskaberne. Chr. Zinck arbejdede i øvrigt selv mest ved svanshammeren. Brugerne / kunderne kunne i øvrigt komme med deres ønsker til værktøj og redskaber, hvorefter det så blev fremstillet.

Krigen i 1864 ramte også denne virksomhed. I et brev til en kunde skriver Chr. Zinck: "På grund af, at 7 af mine bedre arbejdere ere kaldede til krigstjeneste kan jeg ikke levere det bestilte parti spader -- -" og den 21. Maj 1864: "--- jeg har endnu stedse for få arbejdere, hvorfor jeg må indskrænke de arbejder, der ikke tildels kan udføres ved vandkraft".

I 1868 gik Ridemands Mølle på tvangsauktion, og Chr. Zinck købte den. Det betød, at han fik fuld rådighed og kontrol over vandkraften. Desuden var der sket betydningsfulde, teknologiske fremskridt i udnyttelsen af vandkraft med brug af turbiner. Hvor faldhøjden var tilstrækkelig, blev gamle vandhjul udskiftet med turbiner. Ved Godthaab Hammerværk var faldhøjden kun 2 meter, og for at forøge den, gik man i gang med at grave en 700 meter lang kanal fra den højere liggende Ridemands Mølledam til hammerværket. For enden af kanalen blev der opført et tårn og i bunden her opstillet den "første turbine".

Anlægsarbejdet strakte sig over 26 år og først i 1894 stod det klar til brug. Én af årsagerne til den lange anlægsperiode har formentlig været den brand, der i 1872 lagde smedjen i ruiner. Den blev genopført på de gamle fundamenter, og desuden byggede man den store kontor- og lagerbygning, hvori der også blev indrettet privatbolig for Niels Zinck og hans familie.

Den gamle bolig, der hidtil havde været i papirmøllen, blev nu ombygget til savværk, skaftværksted og snedkeri. Virksomheden var for alvor ved at vokse. Hammerværkets redskaber var kendt for solid kvalitet, og man har åbenbart efterlevet Chr. Zinck's bemærkning ved hammerværkets start: "A sæjer vi skal ingen godt-nok-arbejde há".

Fra 1872 til 1915

Øget industriel produktion. 

Christian Zinck døde i 1883. Seks år tidligere havde sønnen Niels overtaget hammerværket. Han havde ved rejser i Tyskland og England fået mange impulser og ideer til, hvordan en moderne industrivirksomhed kunne organiseres. Med ham begyndte virksomheden at udvikle egentlig industrielle arbejdsprocesser: flere maskiner, serieproduktioner og arbejdsdeling. Der skete samtidig en udvikling af salgsarbejdet bl.a. ved deltagelse i de store udstillinger og udgivelse af et varekatalog fra 1894. I 1895 overtog 3. Generation: Chr. Zinck, hammerværket, og i hans periode voksede virksomheden meget stærkt og blev efterhånden landskendt.

Chr. Zinck selv havde overskud til at engagere sig i det kommunale arbejde og var sognerådsformand fra 1892-97. Det var i hans periode og ved hans initiativ - og tildels økonomi - Godthaab fik sin første skole i 1901 og kirken, der blev indviet i 1912. Det lille bysamfund var for alvor ved at blive etableret.

I året 1899 solgte hammerværket 162 forskellige redskaber og værktøjer. Blandt de mange produkter skal her nævnes de redskaber, der i antal udgjorde det største salg:

Medvirkende til hammerværkets vækst var også, at jernbanerne kom til Himmerland. I 1869 blev banelinjen mellem Randers og Aalborg åbnet, og der blev bygget station i Svenstrup. Nu kunne rå- og færdigvarer ekspederes herfra, hvor man før måtte transportere fra og til Aalborg på hestevogn. Det fortælles, at DSB's ledelse overvejede at lægge stationen i Bonderup mellem Ellidshøj og Svenstrup. Chr. Zinck ville godt deltage i den planlægning og rejste til København for at fortælle, hvor han mente stationen burde ligge - nemlig i Svenstrup. Hans forslag blev noget køligt modtaget med ordene: "Den station kommer til at ligge, hvor det er mest hensigtsmæssigt" - hvortil Chr. Zinck skulle have svaret: "Så sejer a tak, for så kommer den te å leg, hvor a vil há det"!

I 1899 blev privatbanen Svenstrup-Nibe-Års anlagt. Også - og især - her havde Zinck interesser at varetage. Dels skulle linieføringen helst bringe banen forbi Godthaab, og der skulle også gerne bygges station. Her var sammenfaldende interesser, for Godthaab Hammerværk ville blive en god kunde for banen. Chr. Zinck købte for 10.000 kr. aktier i banen, stationen blev bygget og for yderligere 10.000 kr. fik Zinck etableret sidespor ind til fabrikken.

På drivkraftens område havde fabrikken i 1897 fået dampkraft og dette sammen med, at man havde fået de store transportmæssige problemer løst, gjorde, at Godthaab Hammerværk nu her ved århundredeskiftet stod vel rustet til det store spring i sin udvikling.

Boligforhold

Et bysamfund bliver til.

Væksten i arbejdsstyrken stillede også store krav. Afstanden mellem bolig og arbejdsplads skulle dengang ikke være længere, end at den kunne tilbagelægges til fods. Nogle enkelte ugifte svende boede på fabrikken i værelser og Svendehus, andre kom fra de nærliggende landsbyer, men behovet for boliger i fabrikkens nærhed blev efterhånden mærkbart, og i 1865 blev det såkaldte "Familiehus" opført. Det var et langhus, indrettet med 6 lejligheder og fælles bage- og vaskerum. Ud for hver lejlighed - i dennes bredde - var der afsat et stykke have.

Fra 1899-1906 blev der bygget ca. 25 huse og lejligheder på den jord, der hørte til hammerværket. Prisen lå fra 150-200 kr. pr. parcel og blev finansieret ved opsparet løn.

Altså en form for tvungen opsparing, der muliggjorde drømmen om egen bolig, men som også betød om ikke stavnsbinding, så dog nogen grad af binding til virksomheden, hvilket formentlig også har været hensigten. Med disse huse, hvoraf mange endnu ligger rundt om i byen, blev det første egentlige Godthaab bysamfund grundlagt. Den øvrige finansiering af husene skete på almindelige lånevilkår i kreditforeninger mv.

Nogle af husene - og især 2-familieshusene - blev bekostet af Chr. Zinck og udlejet.

Det tidligere svendehus, der lå lige overfor familiehuset, blev i 1886 indrettet til butik for den brugsforening, arbejderne havde oprettet i 1870erne. Brugsen havde både kolonialvarer, lidt isenkram og træsko. Desuden havde man af pladshensyn en lille "filial" hos madam Knudsen, sadelmagerens kone, der havde et lille lager af manufakturvarer liggende. Brugsen gav en særdeles pæn dividende - enkelte år helt op til 18%, og den årlige generalforsamling, der blev afholdt i værkstederne, var en populær begivenhed, hvor der ovenikøbet blev uddelt cigarer til medlemmerne. Den høje dividende skyldtes især, at man ingen udgifter havde til husleje - bygningen var stillet til rådighed af Zinck. Desuden klarede arbejderne selv alt vedrørende vareuddeling og regnskab, og varerne kom fragtfrit fra Aalborg, idet Zinck's vogne når de var i Aalborg, tog varer med hjem fra købmand Skibsted.

Sygekasse

Arbejdstid og løn.

Den daglige arbejdstid på hammerværket var i 1890erne med en mødetid fra kl. 6 morgen til 18 aften. Til dagens pauser var der således to timer. Lønnen afhang af hvilken uddannelse og stilling, man havde: smedje, savværk, sliberi og snedkerværksted gav arbejde til forskellige faglærte og ufaglærte.

• En faglært smed: 3,30 kr. pr. dag + 40 øre ekstra pr. arbejdsdag
• En arbejdsmand: 1,90 kr. pr. dag + 20 øre ekstra pr. arbejdsdag
• En karetmager: 2,80 kr. pr. dag + 30 øre ekstra pr. arbejdsdag
• En træskærer: 2,20 kr. pr. dag + 30 øre ekstra pr. arbejdsdag

Når status var foretaget og efter henlæggelse til driftskapital, blev nettooverskuddet delt i 4 lige store dele. Eksempelvis var nettooverskuddet i 1899 på 6.000 kr.

• Til nye maskiner: 1.500 kr.
• Værkets ledere: 1.500 kr.
• Driftskapitalen: 1.500 kr. (yderligere)
• Arbejderne: 1.500 kr.

Arbejdernes 1.500 kr. blev fordelt i forhold til hver enkelts akkorder, men hvert år blev der sat et beløb ind på "Arbejdernes konto" - i 1899 i alt 589,73 kr. Denne fond var virksomhedens tilskud til bl.a. den grundfond, der var blevet dannet allerede 1862-63. Da havde Niels Zinck besøgt en udstilling i London sammen med ca. 100 andre danske håndværkere. De havde lejet den gamle fregat Hekla af staten til overfarten. Ved hjemkomsten fik håndværkerne imidlertid penge tilbage, fordi overfarten havde været særdeles gunstig, og lejen dermed for høj. En del af beløbet blev nu anvendt som startkapital for "Sygekassen for Godthaab Hammerværks Arbejdere", hvortil Zinck iøvrigt hvert år overførte 52 kr. - 1 kr. ugentlig -.

1899 - det store kampår, hvor lockouten sendte tusinder ud af arbejdspladserne, gik umærkeligt forbi Godthaab Hammerværk. Ingen af parterne: arbejdsgiver eller arbejdere var organiserede, og her kunne man således fortsætte uforstyrret. 

I årene frem til 1915 blev der foretaget omfattende byggerier på fabrikken. Bl.a. blev der bygget en ny smedje øst for den gamle. Maskinhus og dampskorstenen blev opført i 1897, og et større antal hamre, slibemaskiner m.m. blev indkøbt eller bygget af hammerværket selv.

Krig og krise

Stagnation og nedgang

I 1915 brændte den gamle smedje igen, men den blev genopført på kampestenssoklen, der stammede fra papirmøllens tid. De gamle skorstene var bevaret, og nu forsynede man smedjen med det såkaldte shedtag, som her - før ellysets tid - gav et fremragende lys ned i værkstedet. Taget blev båret af stålsøjler og - bjælker i stedet for de gamle af træ. Desuden blev der købt ny turbine, som blev opstillet i selve smedjen, wiretrækket og de gamle vandhjul blev fjernet. Fra vandtårnet blev vandet nu ført gennem rør til turbinen i et fald på næsten 8 meter. Branden havde kun skånet få maskiner, så der blev de næste år købt nye. Såvel bygning som maskiner er, som de ses i dag. Overvejende fra denne periode umiddelbart efter 1915.

I 1912 var der ca. 65 ansatte i virksomheden, - det største antal siden grundlæggelsen i 1858 og et antal, der faldt i de følgende år. Først i 1958 nåede antallet ansatte samme niveau som i 1912. Årsagerne var først og fremmest de to verdenskrige og de deraf følgende kriseår.

For Godthaab Hammerværk var råvarerne kul og stål naturligvis vigtige, og både 1. og 2. Verdenskrig bremsede forsyningerne af begge råvarer. En del af kullet blev erstattet af tørv, som fabrikken i stort omfang hentede fra egne mosearealer i Hæsum Mose.

Trods vanskelighederne under 1. Verdenskrig kom hammerværket nogenlunde igennem og kunne fortsætte nu uden råvaremangel, men som nævnt: en periode, hvor vækst var ændret til stagnation og i visse år endda nedgang. I 1925 overtog 4. Generation af familien Zinck Hammerværket. Brødrene Niels og Erik Zinck delte ledelsen mellem sig således, at Niels Zinck var administrerende direktør, og Erik Zinck varetog ledelsen af den daglige produktion. Smedjen havde som før 4 esser og nu 14 arbejdsmaskiner deriblandt den i 1918 indkøbte smedepresse. Gulvet var lerstampet og blev holdt ved lige bl.a. ved en ugentlig vanding. Smedekullene blev oplagret i en kulgård med sider af jernbeton, men uden tag. I sliberummet arbejdede 5 slibemaskiner, og i det lille siderum 1 slibe- og pudsemaskine. Det lille siderum blev kaldt "Wonneburet", og det fortælles, at her anbragte man de gemytter, der havde været i slagsmål, for at de kunne "wonne" sig,

Belysningen i smedjen havde indtil 1908 bestået af petroleumslamper, men i 1908 fik man elektrisk lys. Der blev bygget et akkumulatorrum og et dynamorum. I akkumulatorrummet stod der 63 elementer og 2 balloner med svovlsyre, og i dynamorummet var der opstillet en dynamo på 6 hk. Med den største strømstyrke på 60 ampere. Anlægget forsynede i alt 260 lampesteder.

Fra 1945 - 1987

Produktion og arbejdsgange i hammerværkets gamle smedje.
Udvikling og produktion af haveredskaber

Efter branden i 1915 blev smedjen som nævnt genopbygget i en stærkere og bedre konstruktion og en del nye maskiner opstillet. Vandkraften var stadig en væsentlig energikilde, og turbinen, der nu blev opstillet i smedjen, trak samtlige maskiner her og desuden maskinerne i savværk og sliberi.

Maskinhamrene bestod nu af de nyere lufthamre og fjederhamre, og desuden opstillede man i de følgende år de to store presser: smedepressen og stansepressen. De kulfyrede esser og de mange ambolte prægede stadig smedjen, og en arbejdsdag her har været en både varm og støjende affære. Lad os prøve at følge fremstillingen af et produkt. F.eks. fremstillingen af en greb.

En ca. 6 meter lang stålplade blev af to mand ført ind i ovn til opvarmning og derfra gennem stansepressen (nr. 11)), der udstandsede grebemnerne. Ved pressens modsatte side stod en mand og tog emnerne fra maskinen. Varmen fra ovnen og det opvarmede stål var så kraftig, at mandskabet måtte bytte plads med mellemrum. Gik noget skævt, slog manden, der tog fra, på et nedhængende jernrør. En kommunikationsform der var praktisk i den almindelige larm.

Fra stansepressen gik emnerne til smedene ved hamrene. Nu skulle "hornene" først vrides fra hinanden, og derefter kunne smeden begynde at "trække" hornene ud - d.v.s. hamre dem ud til grebens grene. Siddende i sin svingstol kunne han bevæge sig mellem hammer og ovn. Med beundringsværdig færdighed smedede han grebene, der herefter blev sendt videre til den endelige afretning og presning i form. Nu var greben klar til hærdningen, som forløb i to processer (v. nr. 19, 20 og 21). Efter opvarmning dyppedes greben i et kar med fiskeolie. Denne del af hærdeprocessen gjorde greben meget hård, men også skør. Skørheden blev fjernet ved den efterfølgende hærdning i ovnen med varm, flydende bly - anløbningen - der gjorde stålet sejt. Greben var nu klar til eventuel lakbehandling og skaftning.

Den 2. Verdenskrig og besættelsen af Danmark fik også følgelige virkninger på Zinck's Fabrikker. Tyske ønsker om leverancer blev undgået, da Niels Zinck, der var forberedt på besøg, havde fundet de frasorterede og ringeste eksemplarer fra produktionen frem, hvorefter tyskerne rystede på hovedet og gik.

Trods krig og besættelse steg fabrikkens omsætning imidlertid og nåede i årene 1939 - 1945 op på samme niveau som i 1920. Antallet af ansatte lå som tidligere nævnt ret konstant i alle årene fra 1920 - 1945 på 45-50. Herefter var tallet stigende, og ved 125-års jubilæet i 1983 var der ca. 120 medarbejdere i virksomheden.

Arbejdskraften bestod hovedsagelig af ufaglærte arbejdere og nogle få maskinsmede. Mange kom i de år fra landbruget, hvor behovet for menneskelig arbejdskraft var stærkt aftagende. En del kom også fra mindre landbrug, der ikke længere kunne brødføde en familie. Mange af disse arbejdere var uvante med at organisere sig, hvilket stemte udmærket med fabriksledelsens opfattelse af, hvordan forholdet mellem ansatte og ledelse skulle være. Fra gammel tid havde der på Hammerværket hersket et af begge parter accepteret "partriarkalsk" forhold, - en stil, der holdt sig ret langt op i vor tid, men som dog efterhånden måtte ændres og tilpasses det øvrige arbejdsmarkeds regler og organisation.

Den 26. Maj 1945 blev der ved en stiftende generalforsamling i Godthaab dannet en lokalafdeling af Dansk Arbejdsmandsforbund, og året efter havde afdelingen 54 medlemmer, - en stor del af dem ansat på Zinck's Fabrikker, hvilket naturligt nok også kom til udtryk ved valget af den første bestyrelse: formand Jens Ravnkilde, kasserer Ejvind Pedersen, næstformand Johs. Sørensen, sekretær Theodor Poulsen og kontrolbestyrer Otto Larsen - alle fra Zinck's Fabrikker.

I 1971 overtog Chr. Zinck - nu 5. Generation - ledelsen af Zinck's Fabrikker. Chr. Zinck var uddannet ingeniør, havde arbejdet i USA i 3 år og her fået indblik i moderne amerikansk produktion på virksomheder, beslægtet med Zinck's Fabrikker.

Ved hjemkomsten i 1957 tog Chr. Zinck fat på at udvikle det store haveredskabsprogram, som skulle vise sig at blive en produktion, der betød et nyt stort spring i den gamle virksomheds udvikling.

Forudsætningerne lå desuden klar i samfundets udvikling: landbruget blev i disse år for alvor mekaniseret, og en stor arbejdskraftreserve blev overført til industri og serviceerhverv. Velstanden steg stærkt, hvilket bl.a. gav sig udslag i et omfattende parcelhusbyggeri. De mange nye villa- og dermed haveejere skulle forsynes med haveredskaber.

Fra stort set ikke at have solgt haveredskaber i en lang periode kom der nu en kraftig stigning i netop denne del af produktionen. Fra sine ophold på de mange redskabsfabrikker i USA hentede Chr. Zinck sin største inspiration til udviklingen af de mange typer haveredskaber. I den store have ved fabrikken afprøvede gartner Nielsen haveredskaberne, ligesom der var tæt kontakt til Jysk Haveselskabs konsulenter og designskolen i Århus.

De traditionelle produktioner af grebe, skovle og hamre fortsatte i den gamle smedje, hvor turbinen stadig udgjorde en væsentlig del af trækkraften. Ovnene blev ombygget til oliefyring og nogle af dem senere til gas. Men i øvrigt forløb arbejdsprocesserne i alt væsentligt her som tidligere beskrevet.

Den nye produktion af haveredskaber krævede dog andre maskiner og større bygningskapacitet. Udviklingen var ved at løbe fra det gamle Hammerværks produktionsapparat.

Udenom på de tilhørende arealer opførtes nye store produktionshaller, og ved 125-års jubilæet i 1983 udgjorde det bebyggede areal 9292 m

Kilder

• Zincks Fabrikkers arkiv 1858-1987
• S.I.D.'s arkiv. Svenstrup afdeling

Interviews og oplysninger fra

• Svend Aage Jensen  
• Bruno Knudsen  
• Chr. Nielsen  
• Chresten Pedersen  
• Frits Christensen  
• Kronborg-Nielsen